Brian Lambrecht. Privatfoto

Tidligere chef i BRK får nyt direktørjob

Tidligere sekretariatschef i Bornholms Regionskommune Brian Lambrecht har fået nyt job i Capio, som er et af de største privathospitaler i Danmark og en del af Ramsay-koncernen.

Brian Lambrecht er ansat som direktør for human ressources med henblik på at øge fokus på professionaliseringen af Capios organisation og ledelsesudvikling på tværs af de fem hospitalsafdelinger i Danmark (Hellerup, Odense, Skørping, Viborg og Aarhus).

Capios patienter kommer via sundhedsforsikringer, som privatpatienter eller bliver henvist fra regionerne.

51-årige Brian Lambrecht er bornholmer. Han har tidligere været personalechef i flere større danske virksomheder. På Bornholm har han været personalechef hos Espersen, og i kommunen har han været chef for døgnplejen og sekretariatschef. Han har senest arbejdet tre år i Toms Gruppen med ansvar for personale-og organisationsudvikling.