Sønnerne har fået 99 procent af Ocean Prawns: Vi sikrer, at koncernen bliver på Bornholm og i familiens hænder

Sønnerne har fået 99 procent af Ocean Prawns: Vi sikrer, at koncernen bliver på Bornholm og i familiens hænder
Kristian Barslund Jensen har overdraget 99 procent af Ocean Prawns til sønnerne, her Daniel Barslund. Arkivfoto: Berit Hvassum
| 10. JUL 2020 • 09:50
Af:
tommy-kaas

10. JUL 2020 • 09:50
Erhvervsmanden Kristian Barslund Jensen, der ganske vist er startet som fisker, men som i dag investerer bredt i Ocean Prawns, har præsenteret koncernens næstbedste resultat nogensinde med et overskud på 125 millioner kroner i 2019.

I samme forbindelse fortæller Ocean Prawns, at det generationsskifte, som blev forberedt i 2012, nu er fuldendt.

I 2012 blev 40 procent af koncernen overdraget til sønnerne Martin Barslund Juel Jensen og Daniel Barslund, og i 2019, hvor Kristian Barslund Jensen fyldte 70 år, blev endnu en stor luns af Ocean Prawns tildelt den næste generation.

Nu ejer Barslund-sønnerne således 99 procent af koncernen.

Kristian Barslund Jensen er dog fortsat i besiddelse af selskabets a-aktier og har dermed den bestemmende indflydelse, oplyser Ocean Prawns i en pressemeddelelse.

– I samme ombæring er egenkapitalen gennem udlodning af et ekstraordinært udbytte samt tilbagekøb af egne aktier reduceret med 457 millioner kroner. Havde man ikke foretaget generationsskiftet, ville resultatet efter skat have været 25 millioner kroner større og egenkapitalen over en milliard kroner, oplyser selskabet.

Egenkapitalen blev i 2019 opgjort til 572 millioner kroner mod 951 millioner kroner året før.

– Jeg er glad for, at generationsskiftet nu er på plads, og at vi hermed sikrer, at koncernen bliver på Bornholm og i familiens hænder, siger Kristian Barslund Jensen ifølge pressemeddelelsen.