Nykers sparemand er død

Nykers sparemand er død
Leif Nielsen fotograferet på sin knallert i januar 2020, på vej ud til medlemmerne af Nyker Julespareforening. Arkivfoto: Berit Hvassum
| ABONNENT | 9. JUL 2020 • 09:12
Af:
holger-larsen
| ABONNENT
9. JUL 2020 • 09:12
DØDSFALD

– Så længe knallerten kan holde til det, og jeg kan holde til det, så kører jeg.

Det sagde Leif Nielsen i januar 2020 på Bornholms Tidendes spørgsmål om, hvor længe han ville fortsætte med at være sparemand for Nyker Julespareforening. Leif Nielsen var sidst ude at samle penge ind hos foreningens cirka 60 sparere for 14 dage siden. Forleden døde han pludselig, 89 år gammel.

Leif Nielsen var et kendt ansigt i Nyker. Han var sparemand i 48 år og kom derfor i mange hjem.

Leif Nielsen boede i Nyker i hele sit liv. Han stiftede aldrig selv familie.

– Leif havde to søstre. En af dem lever stadig og bor i København. Der er fire niecer ovre og to niecer på Bornholm, min storesøster og mig, fortæller Tove Bidstrup fra Rønne.

– Leif var i marinen i sin tid og var på et tidspunkt i lære på Dams Hotel som kok. Men siden havde han ikke arbejde. Han boede hjemme hos sine forældre og lavede mad til dem. Senere boede han andre steder i byen.

– Leif har holdt jul hos os i mange år, men han var ikke den, der lige kom forbi. Han skulle inviteres. Men jeg tror alligevel, jeg var den han kom mest sammen med. Han var godheden selv. Han kom aldrig tomhændet, men havde altid en lille ting med eller en pose kaffe.

– Han elskede at snakke med folk, og han kunne altid underholde med nogle historier. Han elskede at rejse og var på mange busrejser, fortæller Tove Bidstrup.

I al slags vejr

Leif Nielsen kom også i Nykers lokalhistoriske arkiv, og han var æresmedlem i Nyker Pensionistforening. Men selv om han var aktiv flere steder, var det først og fremmest hvervet som sparemand, han lagde kræfterne i.

– Jeg tager hatten af for Leif. Han kørte ud i al slags vejr. Han kørte rundt hver anden uge. Han var af sted både torsdag, fredag og lørdag, for det var ikke altid, at der var nogen hjemme, når Leif kom første gang, fortæller spareforeningens formand, Lea Vang-Jensen.

Leif Nielsen fortalte i januar, at han ikke havde tal på, hvor mange knallerter, han i tidens løb havde slidt ned. Det store spørgsmål i spareforeningen er nu, om man kan finde en afløser for Leif:

– Vi kører måske året færdigt, og så tager vi spørgsmålet op på generalforsamlingen, siger Lea Vang-Jensen.