Marked er reddet af dispensation

Vinden blæser i de hjemmestrikkede huer, og solen reflekteres i de nypudsede glas og det tunge keramik, der er sat frem i boderne. Onsdagsmarkedet er i fuld gang, selvom det i sidste uge så sort ud for markedets fremtid på Allinge Havn.

ALLINGE

Vinden blæser i de hjemmestrikkede huer, og solen reflekteres i de nypudsede glas og det tunge keramik, der er sat frem i boderne. Onsdagsmarkedet er i fuld gang, selvom det i sidste uge så sort ud for markedets fremtid på Allinge Havn.

Den 30. juni blev folkene bag Onsdagsmarkedet varslet en huslejestigning på deres plads på havnen, og Annelise Lundt, der er tovholder på markedet, skrev på facebook, at markedet måtte lukke helt på grund af den nye havnetakst. Hendes besked fik et væld af kommentarer, og tirsdag gav Center for Natur, Miljø og Fritid så markedet en dispensation. Det betyder, at kræmmerne i år kun skal betale den pris, de plejer. Onsdagsmarkedet er reddet for nu.

– Det er skønt. Vi kan næsten ikke få armene ned, siger Annelise Lundt i sin stand på Allinge Havn.

Annelise Lundt har været tovholder på Onsdagsmarkedet i Allinge i seks år. Hun er glad for, markedet nu har fået en dispensation på lejen af arealet ved havnen, så de skal betale mindre pr kvadratmeter. Ellers kan markedet ifølge hende ikke eksistere. Foto: Jacob Jepsen

Betalte gammel takst

Det er hendes sjette sæson som tovholder på markedet, og lejen på arealet på havnen har i den tid været 25 kroner pr kvadratmeter per dag hvert år. Derfor var det et chok for markedsfolkene, da Bornholms Regionskommune annoncerede, at de fremover skulle betale 110 kroner per kvadratmeter per dag.

– Jeg tænkte, “det kan vi jo ikke betale”. Tingene skal hænge sammen. Det er jo ikke altid, vi sælger noget. Vi tjener ikke millioner på det her. Vi tager af sted for det sociale, for hyggen, siger Annelise Lundt.

Ifølge Center for Natur, Miljø og Fritid har markedsfolkene siden 2017 haft en kontrakt, hvor det fremgår, at leje var de 110 kroner per kvadratmeter. Hverken kommunen eller markedsfolkene har bare været opmærksomme på det, så derfor er lejen blevet betalt efter den gamle takst. Annelise Lundt forstår ikke, hvordan det er gået til.

– De (kommunen, red.) har jo regnet huslejen forkert ud. Det ved jeg ikke, hvorfor de har. Men jeg ved, at mine kræmmere ikke kommer her, hvis de skal betale over 100 kroner hver gang, siger hun.

Stor opbakning

Da Annelise Lundt i sidste uge hørte om den nye takst, skrev hun rundt til de 25 faste kræmmere på Onsdagsmarkedet. De blev enige om, at markedet ikke kunne fortsætte til den pris. Annelise Lundt skrev ud på facebook, at Onsdagsmarkedet måtte lukke på grund af huslejestigningen, og her oplevede hun stor opbakning til markedet og mange initiativer til at finde en løsning på problemet.

– Jeg var helt målløs. Der kom over 100 kommentarer og likes. Det var meget overvældende, og der var så mange, der kom med forslag til, hvad vi kunne gøre. Derfra kørte det af sig selv, TV2 kom og snakkede med os om det, og så ringede kommunen og bad os sende en ansøgning om dispensation. Og nu er det jo så gået i orden igen, fortæller Annelise Lundt.

Markedet nåede derfor kun at blive aflyst en enkelt onsdag, inden dispensationen var godkendt og markedet kunne fortsætte for den samme leje som hidtil.

– Vi missede kun et enkelt marked, men vejret var også så dårligt, så pyt da med det, siger Annelise Lundt.

Der er ifølge Onsdagsmarkedets tovholder særligt mange danske turister i Allinge i år. Foto: Jacob Jepsen

Uvist med næste år

Dispensationen fra havnetaksten gælder kun for i år. Næste år kan lejen se anderledes ud, men hvad den bliver er endnu uvist. Det er op til kommunalbestyrelsen at beslutte, om det er havnetaksten i den nuværende kontrakt fra 2017, der skal gælde eller om man vil ændre på taksten.

Annelise Lundt håber på en leje, der er tættere på de 25 kroner end de 110, for ellers giver det ifølge hende ikke mening at holde Onsdagsmarkedet længere. Markedets areal er blevet skåret ned til 500 kvadratmeter, hvilket ifølge Annelise Lundt også medfører, at der er færre kræmmere til at deles om lejen.

– Jeg håber ikke, det bliver meget dyrere, for når vi nu har fået mindre plads at være på, er der også færre kræmmere til at betale lejen. Vi er jo også afhængige af vejret. Hvis det regner, kommer der ingen gæster, og så tjener vi heller ingen penge, siger hun.

Markedet er åbent hver onsdag fra klokken 9.30 til 13.30 frem til midten af september. Annelise Lundt fortæller, at det kan være, de forlænger sæsonen, hvis vejret er til det, og der fortsat er mange turister.

 

 

Centerchef om havnetakst: Vi har ikke varslet i god nok tid

At lejen for arealet på Allinge Havn pludselig er steget skyldes en helt almindelig gennemgang af kontrakterne i Center for Natur, Miljø og Fritid. Her opdagede man, at Onsdagsmarkedet siden 2017 har skullet betale en anden takst, end de har gjort. Det fortæller centerchef Louise Lyng Bojesen til Bornholms Tidende.

Hvorfor steg lejetaksterne på Allinge Havn i sidste uge?

– Der blev faktisk lavet nye lejekontrakter på havnearealerne i 2017. Af en eller anden mystisk årsag er markederne ikke blevet opkrævet det, de skulle. Da vi lavede en almindelig gennemgang af kontrakterne, blev det rettet til. Jeg tænker, at kræmmerne må være glade for, at de har fået en billigere leje. Der er ingen, der har været opmærksomme på det.

Hvis det hele tiden har været den takst, der gælder, hvorfor får Onsdagsmarkedet så dispensation nu?

– Vi har sagt, at vi ikke har varslet det i god nok tid i år. Nu ser vi på takstregulativet, som er det, der fastsætter priser på leje af arealerne. Så må politikkerne beslutte, hvad taksten fremover skal være. I år får markedet lov at leje arealet til den gamle takst. Takstregulativet er i høring i øjeblikket og skal behandles af kommunalbestyrelsen i budgetprocessen. Vi har sagt til dem (Onsdagsmarkedet, red.), at fra næste år bliver det den gældende takst. Så hvis politikerne ikke bestemmer sig for andet, så bliver det den takst, der fremgår i kontrakten fra 2017.

Hvem kan ellers få dispensation?

Markedet i Allinge har fået dispensation, og kræmmerne i Gudhjem har fået samme aftale. Så de behandles ens.