Kasernen har modtaget 16 feriedrenge

Kasernen har modtaget 16 feriedrenge
Rappelling er en af de oplevelser, feriedrengene kan glæde sig til under deres ophold på Bornholm. Foto: David Dellgren
| ABONNENT | 9. JUL 2020 • 09:46
Af:
holger-larsen
| ABONNENT
9. JUL 2020 • 09:46
FORSVAR

Det lykkedes ikke coronakrisen at tage livet af en af de gamle sommertraditioner på Almegårds Kaserne. Længe så det sort ud for feriedrengene, men til slut faldt det alligevel i hak, og onsdag modtog kasernen 16 feriedrenge fra københavnsområdet.

Drengene skal være på Bornholm i 16 dage af deres sommerferie og kommer her til at snuse til soldaterlivet, men får samtidig mange andre oplevelser med hjem til storbyen.

Dermed er alt ved det gamle. Og så alligevel ikke. Feriedrengene var i mange år oversergent Preben K. Rasmussens hjertebarn, også efter at han var gået på pension. Preben Rasmussen døde i 2019 kort efter, at sidste års hold feriedrenge ankom til Bornholm. Han nåede derfor ikke at stå i spidsen for det, der ellers skulle have været hans 40. hold feriedrenge.

Det er nu kaptajn Lars Jensen, der står i spidsen for projektet og en stab af frivillige ledere. Han har også en vis rutine på området, idet årets hold er nummer 25 for hans vedkommende.

De prøver lidt af hvert

Ferien byder på såvel militære som civile aktiviteter, fortæller Lars Jensen i en pressemeddelelse.

– Militærlivet præger en stor del af programmet. Feriedrengene får på den måde lov til at smage på nogle af de aktiviteter, som en soldat bliver udsat for de første måneder han er i uniform. De lærer noget om disciplin, at lægge tøj på plads i skabet, gøre rent på deres stuer, at gå korrekt påklædt i uniform, omgangstone når flere skal arbejde sammen og løfte en opgave i flok. Marchture i den smukke bornholmske natur, at sløre sig korrekt i ansigt og natur, patruljetjeneste og meget mere.

– Den skønne bornholmske natur nydes i form af udflugter til øens mange seværdigheder, samt besøg på bornholmske arbejdspladser. Her kan blandt andet nævnes sejlads fra Hammerhavnen, Brændesgårdshaven, Dueodde, to dage på Christiansø, og marchture i Almindingen med udgangspunkt fra Ekkodalen, for at høre om den stadigvæk virker med et solidt ekko, fortæller Lars Jensen.

Drengene skal også prøve at rappelle, være landmand for en dag og besøge Beredskabsstyrelsen i Allinge. Helt fast ligger programmet dog ikke, for man vil undervejs se, hvad der kan lade sig gøre uden at komme på tværs af myndighedernes anbefalinger, oplyser Lars Jensen.

 
 

1954

Almegårds Kaserne har siden 1954 påtaget sig at have københavnske feriedrenge.

Projektet har i de senere år kunnet gennemføres takket være økonomisk støtte fra Støtteforeningen til Feriedrenge ved Bornholms Værn, der har Thor Gunnar Kofoed, Knarregård, som formand.