Annegrete Juul.

‘Alle synes, at Campus Bornholm er et spændende initiativ’

DAGENS NAVN: Annegrete Juul er dekan på Københavns Professionshøjskole (KP) med ansvar for pædagoguddannelsen, socialrådgiveruddannelsen – herunder de udbudte uddannelser på Campus Bornholm – samt fire forvaltnings- og administrationsuddannelser.

DAGENS NAVN: Annegrete Juul er dekan på Københavns Professionshøjskole med ansvar for pædagoguddannelsen, socialrådgiveruddannelsen – herunder de udbudte uddannelser på Campus Bornholm – samt fire forvaltnings- og administrationsuddannelser.

 

En dekan er strategisk og administrativ ansvarlig for et fakultet, som er en større afdeling på en højere læreanstalt – hvordan har din vej frem til din nuværende stilling på Københavns Professionshøjskole formet sig?

– Jeg har egentlig været i uddannelses- og forskningssektoren altid. Som projektleder i et sektorforskningsinstitut, dernæst først ph.d.-studerende på CBS og senere adjunkt og lektor på Københavns Universitet. For snart seks år siden skiftede jeg så til professionshøjskolesektoren og har været leder der i forskellige funktioner siden. I forbindelse med fusionen mellem det tidligere UCC og Metropol blev jeg dekan på KP.

Du sidder også i bestyrelsen for Campus Bornholm. Hvorfor egentlig?

– Jeg tror alle, der beskæftiger sig dagligt med uddannelsespolitik, synes etableringen af Campus Bornholm og samlingen af både ungdoms-, erhvervs- og videregående uddannelser er et utroligt spændende initiativ. Vi ser frem mod små ungdomsårgange og rekrutteringsudfordringer på både erhverv- og professionsuddannelser. Campus Bornholm er et godt bud på, hvordan vi kan arbejde med at skabe bedre overgange og forbindelser i uddannelsessystemet, og jeg er meget glad for at være en del af bestyrelsen.

De uddannelser, som Københavns Professionshøjskole udbyder på Bornholm, syner formentlig ikke meget i det store billede i forhold til hverken lærerkræfter eller antal studerende. Hvor meget fylder de i din bevidsthed som dekan?

– Københavns Professionshøjskole er professionshøjskole for hele Region Hovedstaden, ikke kun København. Jeg har tidligere arbejdet tre år på vores campus i Hillerød og har en god forståelse for de mange muligheder et lokalsamfund tilbyder, men også de udfordringer, der eksempelvis kan være i ikke at føle sig særlig synlig i en stor organisation. Det prøver jeg at tage højde for dagligt, uden at forfordele hverken stor eller lille.

Oplever du et skisma i forhold til, at uddannelserne på Bornholm måske har nogle specielle betingelser, som kræver specielle løsninger – eller passer den lille organisation fint ind i den store?

– Det er klart, at der er forskel på, om der er 90 eller 4.500 studerende på campus. På Københavns Professionshøjskole er vi ikke optaget af at alt gøres på præcis samme måde alle steder, men af at alle oplever sig som en del af Københavns Professionshøjskole. Og så er det vigtigt for mig, at uanset om de kommer fra vores campus på Carlsberg, i Hillerød eller på Bornholm, så har vores dimittender samme høje niveau af professionsfaglige færdigheder og handlekompetencer, selv om man måske har valgt at tone sin uddannelse i en særlig retning.

Hvordan vurderer du fremtiden i forhold til, at der udbydes uddannelser på Bornholm?

– Den vurderer jeg som god! Sidste år øgede vi vores dimensionering på både socialrådgiver- og pædagoguddannelsen efter samråd med regionskommunen, som oplever stigende efterspørgsel på både socialrådgivere og pædagoger.

Hvornår var du første gang på Bornholm?

– Som barn på ferie med mine forældre og søskende. Min mormor og morfar kom oprindeligt fra Bornholm, men flyttede til Frederiksberg som unge.

Hvor ofte er du på Bornholm, og er det altid arbejdsmæssigt?

– Tre-fire gange om året arbejdsmæssigt, efter jeg er blevet valgt ind i bestyrelsen på Campus Bornholm. Det er et stykke tid siden, jeg har holdt ferie på Bornholm, og det er en fejl, for der er skønt på Bornholm.

Har du et yndlingssted på Bornholm?

– Det er på ingen måde originalt, men jeg synes nu, Allinge-Sandvig og Gudhjem er utrolig skønne steder!

 

 

Annegrete Juul

44 år.

Hun er uddannet kandidat i folkesundhedsvidenskab fra KU og ph.d. i organisations- og ledelsesstudier fra CBS.

Bor i Valby sammen med to børn og mand, som er lektor og studieleder ved Københavns Universitet.