En våddragt hjælper i 16 grader koldt vand

En våddragt hjælper i 16 grader koldt vand
Rose Werner Wolff trækker Marie Milou Skovtrolle. Sammen med andre unge har de tilbragt to dage i DGI-Bornholms Ocean Rescue Camp. Foto: Jacob Jepsen
| ABONNENT | 8. JUL 2020 • 14:08
Af:
mette-holm-hansen
| ABONNENT
8. JUL 2020 • 14:08
IDRÆTSSKOLE

– Min mor syntes, jeg skulle på en camp, og så blev det til en livreddercamp, fortæller Marie Milou Skovtrolle. Hun er 11 år og bor i Rønne.

Sammen 19 andre unge i alderen 10-13 år deltager hun i den første Ocean Rescue Camp på Bornholm. Hun har lige gennemgået 30 minutter teori om livredning, og om lidt skal hun i vandet på Balka Strand. Hun stiller op til interview sammen med den et år ældre Rose Werner Wolff fra Hasle i et tæt pakket program, der varer fem timer to dage i streg.

Kender i hinanden?

– Nej det gør vi ikke. Det er faktisk første gang vi møder hinanden, siger Rose Werner Wulff, der selv havde læst om Rescue-campen på internettet, kopieret teksten, og sendt den sin mor.

– Og så syntes min mor, det var en god idé og fandt også ud af, at en af mine veninder også var tilmeldt.


Hvordan er det så at møde en masse nye jævnaldrende, som I ikke kender på forhånd?

– Det er virkelig hyggeligt, siger Marie Milou Skovtrolle.

Eneste krav for at deltage i DGI Ocean Rescue Camp er, at man skal kunne svømme 50 meter og ikke mindst være glad for vand samtidig med, at man skal kunne lide udfordringer. Ingen af pigerne er i forvejen med i en klub, men de holder begge af at løbe.


Koldt vand

Vandet er kun 16 grader, og det er pivkoldt på stranden, så det er en forudsætning, at deltagerne benytter den våddragt, de har fået udleveret i forbindelse med tilmeldingen. Våddragten får de lov til at beholde efter campen.

– Det var meget koldt i går, og i dag er det endnu mere koldt, og vi skal mere i vandet i dag, griner Marie Milou Skovtrolle. Hun ser ud til at glæde sig.

– I går blev vi trukket langs stranden, tilføjer Rose Werner Wulff og forklarer, at mange af de øvelser, der ellers skulle have været i vandet, blev øvet på stranden, fordi de ellers ville komme til at fryse.

Så fik i vel ekstra omsorg, da I kom hjem i går? Blev I ikke puttet i en varm dyne?

– Nej, jeg dækkede bord og hjalp til, så der var ikke lige noget afslapningsnoget, da jeg kom hjem, lyder det fra den 11-årige.

– Jeg har også hjulpet til med at dele nogle flyers ud, fordi min mor har en forretning i Rønne, tilføjer Rose Werner Wulff, der måtte tage en runde med reklamesedler i Nexø, inden hun kunne slappe af.

Begge piger er i løbet af DGI’s Ocean Rescue Camp blevet meget klogere på, hvordan de fremover kan være med til at gøre en forskel, når de færdes langs kysten. De har også fundet ud af, hvor meget det kræver at være livredder, men også, hvor meget de selv skal passe på, når de er ved stranden.