Harald Thorsen var ud af en børneflok på 14 søskende fra en stor fiskerfamilie i Arnager.

Brødrene Thorsen med de dårlige nerver

Slægtsforskning er som en spændende tidsmaskine, hvor man kommer med om til den anden side af jordkloden, men det er også indsigt i fattigdom, ophold på sindssygehospitaler og selvmord.

Slægtsforskning er som en spændende tidsmaskine, hvor man kommer med om til den anden side af jordkloden, men det er også indsigt i fattigdom, ophold på sindssygehospitaler og selvmord.

 

SLÆGTSFORSKNING

Slægtsforskere håber måske ofte på at finde slægtsskab med kongelige medlemmer, riddere og endda sørøvere. Tænk at være beslægtet med mennesker, som har sværdslag og blåt blod i årerne. Det kan måske få ens egen lidt grå hverdag til at fremstå i et mere eventyragtigt skær.

Men de fleste af os stammer jo fra helt almindelige mennesker – og det er slet ikke så tosset endda, for det kan gøre os klogere på de mennesker, som vi bogstavelig talt står på skuldrene af. Mennesker som ofte har banet vejen for os og har overkommet trængsler, som de færreste af os kan forestille os. Det kan også give os en menneskelig forståelse for vores egne bedsteforældres og forældres barndom og opvækst.

Oldefar Thorsens hus i Arnager.

Lad os se på min egen bedstefar Harald Thorsen, som var ud af en børneflok på 14 søskende fra en stor fiskerfamilie i Arnager. Det hed sig, at pigerne var dygtige til det hele, mens drengene var lidt af nogle følsomme skrævl, hvor de fleste kun havde fiskeriet at se hen til som levevej. Jeg har altid vidst, at min bedstefar og flere af hans brødre i perioder led af dårlige nerver. Man sagde ikke depression – men dårlige nerver.

Harald blev for øvrigt skræddermester i Lobbæk, da han måtte opgive fiskeriet på grund af en brækket arm, som var sat forkert sammen, og det var vist også udmærket, for han led også af skrækkeligt af søsyge.

Min mor har fortalt mig, at han nogle gange gik hjemmefra, og så måtte de med bævende hjerte ud for at lede efter ham, da de var bange for, at han havde kastet sig i bruddet ved klinten i Lobbæk. Så galt gik det ikke, men Harald blev dog indlagt på ”Sindsygehospitalet i Vordingborg” – også blot kaldet ”Oringe” i folkemunde og senere blev det til det lidt pænere ”Statshospitalet i Vordingborg.”

Her var han indlagt i starten af 1950’erne, og jeg har desværre ikke haft mulighed for at kigge i hans journal, da den ikke længere findes, eftersom opbevaringsreglerne for patientjournaler blev lavet om fra den 1. januar 1950. Dog har jeg på Rigsarkivet fundet ham i navnekartoteket og har haft mulighed for at se, hvornår han var indlagt, og bag på kortet var der også vedhæftet et billede af ham, som tydeligvis er taget på en hospitalsstue.

Patientjournaler kan give os et indblik i, hvordan vores forfædre havde det. Sjældent har de selv talt om deres ophold med deres pårørende. Det har formentlig været alt for flovt at skulle tale om. Da jeg ikke kunne se min egen bedstefars journal, søgte jeg om aktindsigt i en patientjournal, som havde tilhørt min bedstefars storebror, og det fik jeg lov til, da den havde overskredet tilgængelighedsfristen på 75 år og indlæggelsen var før 1950.

Journalen er dateret for første gang i november 1933, og her kan jeg læse, at min grandonkel svært deprimeret har vandret rundt i Arnager og ikke har kunnet tage sig sammen til at fiske. Han har til tider været svært deprimeret, og det har været værst om vinteren. Han har på et tidspunkt været tæt på at tage sit eget liv, men afstod fra forsøget i sidste øjeblik af frygt for at blive straffet efter døden, skriver lægen i journalen.

Min bedstefars bror er indlagt på Oringe af flere omgange, men han er vist ikke selv helt overbevist om, at behandlingerne virker. Lægen har i hvert fald som det sidste noteret i hans journal i februar 1934: Er meget klagende. Er 10 gange dårligere end som han var derhjemme, forlanger udskrivning og har bedt om sit tøj. I journalen kan man også læse, at han får mindst syv forskellige typer medicin under opholdet.

Udklip fra journal.

I bogen ”Mennesker på sindsygehospital” af Jens-Emil Nielsen kan man læse, at der er plads til over 800 patienter på Oringe, og at mange sover og opholder sig på store sovesale. Det har nok ikke været befordrende for et følsomt sind. Behandlingen i 30’erne har fortrinsvis været sengeleje, varme karbade og beroligende medicin for de fleste patienter.

Min morfar havde også en lillebror, som var indlagt i perioder og desværre tog sit eget liv i Arnager i 1953. Man kan i Bornholms Tidende den 13. juli 1953 læse, at den cirka 40 år gamle fisker Holger Thorsen forlod sin sovende familie iført sin pyjamas natten mellem en lørdag og søndag og forsvandt sporløst fra sit hjem og blev eftersøgt af hunde. Avisen følger op dagen efter og kan fortælle, at han er fundet druknet på stranden.

Min egen teori er, at der ikke har været meget plads til omsorg i en familie med 14 børn hos fiskerfamilien Thorsen i Arnager, og hvis man senere i sit liv har stødt på hårde tider med manglende arbejde og andre svære livssituationer, så har man nok ikke haft meget at stå imod med, når det har været stormvejr.

Brødrene Thorsen er en del af min historie, og jeg må sige, at mit hjerte bløder for dem, for de har ikke haft det nemt. Jeg er taknemmelig for, at jeg selv er født to generationer senere.

Jeg vil stadigvæk gerne lære mere om, hvordan brødrene har haft det, og en af mine udflugter vil denne sommer gå til Psykiatrisk Museum i Oringe, som har til huse på 2. sal i to tidligere sengeafdelinger i en af de smukke, gamle hospitalsbygninger. Det er åbent sidste søndag i hver måned kl. 13-15 (på nær december) hvis andre skulle være interesserede. Til litteraturinteresserede kan det oplyses, at forfatteren Tove Ditlevsen har været indlagt her. Både i bøgerne i Gift og Vilhelms værelse beskriver hun sit ophold på Oringe, men det er jo en helt anden historie.

 

 

Hårdt arbejde at finde patientjournaler

Hvis du selv er blevet nysgerrig på at finde patientjournaler, så kan det være et møjsommeligt arbejde – men det er også meget spændende undervejs. Det vil selvfølgelig være nemt, hvis man bare kunne søge under navne og dermed hente en journal. Men du skal først identificere din slægtnings patientnummer, og det gøres ved at bestille patientregisteret frem til Rigsarkivets læsesal i København.

Jeg var selv på Rigsarkivet af flere omgange for at finde dels min morfars indlæggelsestidspunkt på Oringe/Vordingborg Sindssygehospital og min grandonkels journal, som jeg havde mulighed for at se, fordi den var over 75 år gammel.

Du skal først og fremmest vide, hvilket hospital din slægtning har været indlagt på. Derefter går du på Rigsarkivets hjemmeside www.sa.dk og ind på forsiden. Her finder du ”Søg i samlingerne” og går ind under avanceret søgning. Her vil du skulle fortælle, hvilken arkivskaber det drejer sig om (hospitalets navn), og derefter har du mulighed for at se, hvilke arkivserier hospitalet har afleveret til Rigsarkivet.

Når du har identificeret patientnummeret, kan du søge om adgang til for eksempel journalen, og det sker via en blanket på www.sa.dk.

Rigsarkivet har desværre ikke en afdeling/læsesal på Bornholm, så derfor må du en tur til København, hvor læsesalen i dag findes på Den Sorte Diamant.

Du har dog også mulighed for at købe en arkivundersøgelse, og man kan heldigvis også ringe og få vejledning: mandag-torsdag fra 12-15 og fredag 10-13, man kan sende en mail med spørgsmål og endelig, så er der masser af gode vejledninger på www.sa.dk

 

 

 

Forstå din egen familie bedre med slægtsforskning

Dorte Kofoed har slægtsforsket i sin bornholmske familie i cirka 10 år, men det har først taget fart de seneste par år. Det er den bedste hobby, som hun nogensinde har haft, og når man nu ikke kan finde ud af at strikke, så er dette et glimrende alternativ til at glemme tid og sted, når man tager en tur med tidsmaskinen. Det har givet hende fantastiske oplevelser, hvor hun har besøgt sine slægtninge i Utah i USA, set den gamle træhytte, som hendes tip-tipoldefar levede i, da han emigrerede fra Arnager i 1882, har fået venskaber og slægtninge flere steder i verden og har oplevet en stor glæde ved de mange gamle gåder, som ligger og ulmer i slægterne, hvor skæbnerne fletter sig sammen på godt og ondt. Hun vil her i serien ”Forstå din egen familie bedre med slægtsforskning” dele ud af sine egne personlige historier og give tips og tricks til at slægtsforske. Kontakt hende gerne med spørgsmål og gode råd på: [email protected]