Medarbejderne fra Testcenter Bornholms mobile testcenter har taget hul på formiddagens podning. Foto: Jacob Jepsen

Nu kan du blive testet for covid-19 i sommerlandet: Tejn tog godt imod podere

CORONAVIRUS

Køen uden for Tejn Medborgerhus gør det svært at finde plads til redaktionsbilen, da Bornholms Tidende vil parkere. Et dusin beboere fra Tejn og omegn står langs parkeringspladsen og venter på at komme indenfor, hvor medarbejderne fra Testcenter Bornholms mobile testcenter har taget hul på formiddagens podning.

Onsdag var anden dag på testcentrets juli-turné rundt i sommerlandet. Som i resten af Danmark er Region Hovedstaden i denne uge begyndt at tilbyde en ekstra testmulighed, der er målrettet områder med mange turister.

Der var lang kø uden for Tejn Medborgerhus. Foto: Jacob Jepsen

Man kunne forledes til at tro, at testcentret i Rønne, der aldrig er længere end 30 kilometer væk fra nogen, ville være tilstrækkeligt, men de første erfaringer har vist, at en mobil corona-testenhed giver god mening.

– Jeg har gået rundt og talt med folk i køen. Og mange var ikke taget til Rønne, fortæller testleder Mai-Britt Guldborg, som i modsætning til sine kolleger ikke bærer værnemidler.

Kort procedure

De to kittelklædte podere guider effektivt de fremmødte igennem den simple testprocedure. Man fremviser sygesikringskort, inden man stiller sig til rette med munden på vid gab.

Den ene håndterer podepinden, som skal føres ned i svælget. Den testede kvitterer typisk med et host, når pinden får kontakt.

Besøget afsluttes med, at en af poderne forklarer, at man inden for 24-72 timer vil kunne se svaret på testen på sundhed.dk. Og hvis testen viser sig at være positiv for covid-19, vil man blive kontaktet af seruminstituttets smitteopsporingsenhed.

I modsætning til testcentret på landsstævnestadionet i Rønne kan man møde op uden tidsbestilling hos det mobile testcenter.

Testleder Mai-Britt Guldborg bærer i modsætning til sine kolleger ikke værnemidler. Foto: Jacob Jepsen

Delt af brugsen

At så mange er mødt i Tejn, hænger sammen med, at brugsen i Tejn har sendt sms’er ud om testchancen på vegne af byens borgerforening.

– Jeg har flere gange tænkt over, om jeg skulle lade mig teste. Nu var det let at overkomme, for jeg bor lige i nærheden, fortæller Jørn Bentsen, der blev podet som en af de første.

Jørn Bentsen var en af de mange, der lod sig teste. Foto: Jacob Jepsen

Det mobile testcenter er i første omgang planlagt til at skulle være i drift de næste fire uger, og torsdag går turen til Gudhjem (Melstedvej 1). I tirsdags var aktiviteten i Allinge mere afdæmpet, men testholdet fik talt med mange mennesker, som passerede forbi. Alle er velkomne til at blive testet, også udenlandske turister.

Udviser man symptomer på smitte, bedes man dog ikke møde op. I stedet skal man kontakte sin læge, som sandsynligvis vil henvise en til Bornholms Hospitals testtelte.

 

 

 

Testcentret havde travlt efter butikslukning i Rønne

Efterspørgslen efter test for coronavirus følger nyhedsstrømmen. I perioder er der mange ledige tider, men hvis en smitteepisode bliver kendt i offentligheden, mærkes det på testcentret i Rønne, fortæller testleder Mai-Britt Guldborg.

Det var tilfældet, efter det kom frem, at der var konstateret smitte hos et hold busturister, der havde boet på hotel i Allinge. Efter den store Black Lives Matter-demonstration i København tilmeldte flere sig til en test, og særligt travlt fik personalet, da Punkt 1 og Expert i Rønne i sidste uge advarede alle om, at en medarbejder var testet positiv.

– Lige efter Punkt 1 var der max-kapacitet nogle dage. Alle kom, men det var vi superglade for. Vi synes jo, at folk udviser samfundssind ved at blive testet, siger Mai-Britt Guldborg og tilføjer, at mange også melder sig til en podning inden en begivenhed for at få vished for, at de ikke bærer virussen.

– Vi har også mange, der kommer, inden de skal af sted til en familiefødselsdag. Så folk gør det helt rigtigt.

Testcentrene er en del af smitteopsporingen og myndighedernes indsamling af statistik, så derfor opfordrer testlederen alle til at lade sig teste, uanset om de været udsat for smitterisiko eller ej.

– Så mange som muligt. De skal bare komme.

 

 

 

Mobilt testcenter

I uge 28, 29, 30 og 31 kører Testcenter Bornholm ud med en mobil testenhed i sommerlandet.

Holdet af podere vil besøge tre-fire byer om ugen, og testcentret vil løbende orientere om, hvor man kan finde dem. Det vil primært være i byer med mange turister.

Tilmelding er ikke påkrævet, og både faste beboere og turister kan få taget en test for covid-19.

Åbningstiderne er klokken 10.30-12.30 og 13.00-15.45. Fredag-søndag bliver det mobile testcenter i garagen.

Testcenter Bornholm hører under Region Hovedstadens Akutberedskab og driver også det store testcenter på landsstævnestadion i Rønne.