Sten Møller (ttil højre) var tirsdag en glad formand for foreningen De Bornholmske Jernbaner, da han kunne annoncere en stor donation fra Holger Brandt Kofoed (til venstre). Foto: Elisabeth Krogh

Togelsker donerer 100.000 kroner til museum

– Jeg har levet med De Bornholmske Jernbaner en stor del af mit liv, og DBJ har betydet så meget for mig, fortæller 80-årige Holger Brandt Kofoed.

TOGHISTORIE

– Jeg har levet med De Bornholmske Jernbaner en stor del af mit liv, og DBJ har betydet så meget for mig, fortæller 80-årige Holger Brandt Kofoed.

Tirsdag kunne foreningen De Bornholmske Jernbaner, DBJ, fortælle, at Holger Brandt Kofoed har doneret 100.000 kroner til foreningen.

– Vi har aldrig før fået så stor en donation, siger en meget glad formand, Sten Møller.

Han blev i foråret kontaktet af netop Holger Brandt Kofoed.

– Han spurgte, om ikke vi kunne mødes, for han ville gerne støtte os lidt. Det viste sig at være en overraskende stor støtte.

Pengegaven til museet skal nu være med til at finansiere istandsættelsen af en lille godsvogn med navnet Sb40. Godsvognen kørte ved De Bornholmske Jernbaner helt indtil jernbanen lukkede i 1968. Vognen blev i 1950’erne ombygget til at køre bag skinnebusserne som postpakvogn, fortæller Sten Møller.

– De Bornholmske Jernbaner har betyder så meget for mig, siger Holger Brandt Kofoed, som står lige der, hvor godsvognen kommer til at stå, når den nu bliver genskabt . Foto: Elisabeth Krogh

Den lille godsvogn vækker minder hos Holger Brandt Kofoed.

Vognen kørte i mange år sammen med togmuseets postvogn 26 på Rønne Havn, som en del af det rullende postkontor, hvor al posten fra København blev sorteret, når det kom ind med damperen.

Holger Brandt Kofoeds mor var stationsbestyrerinde på Rønne-Ø Station, mens hans far arbejdede som vognmand for De Bornholmske Jernbane. Holger selv boede som barn seks år på selve Rønne-Ø Station, fortæller han.

– Så jeg har haft De Bornholmske Jernbaner tæt på mig i mange år og har set alle vognene masser af gange og kendte alle togførerne.

Senere boede han ovre i omkring 40 år, og arbejdede som fototekniker for Kodak i 35 år, men kom tilbage til øen i 1999 og bor nu i Nyker.

Hvorfor vil du give så stor en gave til togmuseet?

– Jeg læste om, at museets kasse var ved at være tom i forbindelse med, at der skulle gennemføres en stor tagrenovering, og jeg haft så stor relation til De Bornholmske Jernbaner, og det har betydet så meget for mig.

En ægte bid af historien

Den store donation betyder, at togmuseet nu kan sætte gang i at genskabe godsvognen.

Museet fik den foræret for to år siden, og vognen er i dårlig stand, men kan genskabes. Den står lige nu på togmuseets fjernlager i Pedersker. Forventningen er, at metaldelen af vognen kan genskabes hos Trio Nexø, mens frivillige fra foreningen kan stå for træarbejdet på godsvognen. Museet har en tegning af godsvognen, som den oprindeligt så ud.

Sten Møller forventer, at arbejdet vil tage to-tre år. Når den genskabte godsvogn er klar, så er det også en helt ægte bid af historien, der igen vil stå på togmuseet.

Postvognen 26, som togmuseet allerede i dag fremviser, er den originale, og postvognen har faktisk engang kørt med godsvognen Sb40, og når godsvognen er klar, skal den ind at stå på museet sammen med den gamle postvogn – nøjagtig ligesom de engang kørte på sporene i Rønne, da Holger Brandt Kofoed var barn.

– Så en genskabt Sb40 og vores postvogn 26 vil være en fin og autentisk DBJ-oprangering, siger Sten Møller.

Endnu en gave

I det hele taget har 2020 været et begivenhedsrigt forår for togmuseet.

Man har fået totalrenoveret taget over museet, og i foråret har museet også modtaget en anden gave.

– Arvingerne efter Ole Hjort, som har været mangeårigt medlem af foreningen, har foræret museet bygningen fra Tvillinggaard Trinbræt. Det er en lille meget speciel træbygning fra år 1900, fortæller Sten Møller.