Murpasser: Mange vil skrive deres ønsker

Murpasser: Mange vil skrive deres ønsker
| 7. JUL 2020 • 21:22
Af:
elisabeth-krogh

7. JUL 2020 • 21:22
KUNSTPROJEKT

Kun få dage efter at en "Før jeg dør"-mur stod klar i Østermarie, er muren blevet helt fyldt op med folks ønsker, fortæller initiativtager Frances Østerfelt.

Ideen med muren er, at folk med kridt kan skrive på den sortmalede mur, hvad der er vigtigt for dem at nå, inden de dør.

Teksterne bliver langsomt igen vasket væk af regn, eller muren bliver vasket ren, så nye ønsker kan komme til, for det vigtige er ikke selve ordene på muren, men den tankerække, der er sket inden i forfatterne til ordene.

Frances Østerfelt, som selv bor i Østermarie, har taget initiativ til muren sammen med Peter Juhl fra Bornholms Kunstrunde, og muren stod klar torsdag.

De første dage med muren viser, at manges drømme er de samme. Flere har besvaret spørgsmålet "Hvad vil jeg nå, inden jeg dør" med forskellige udgaver af svaret: At leve.

Men der er også mange andre både store drømme – som at sejle verden rundt, se verdens vidundere eller at blive millionær – samt mere overskuelige drømme som at lære at spille guitar, synge, have et æsel eller ganske enkelt at få en masse sex.

Også turister har tilsyneladende været forbi muren i Østermarie. I hvert fald var et af de første ønsker på muren, at "komme til Bornholm ti gange mere".

Muren bliver nu vasket ned og er klar til nye ønsker, fortæller murpasser Frances Østerfelt.

Der er foreløbig ingen slutdato på værket, som er tænkt som et kontinuerligt kunstværk og er en del af Bornholms Kunstrunde 2020.

Tilsvarende "Før jeg dør"-mure findes i omkring 75 andre lande, men så vidt initiativtagerne ved, er det den første af slagsen i Danmark.