Madfestival i torvehallen. Arkivfoto: Berit Hvassum

Madfestival vender tilbage

Kulinarisk Ø – Bornholms Madfestival blev som andre større events udsat under coronakrisen.

Men bornholmere og madglade turister skal ikke vente helt til 2021. Madfestivalen er nemlig blot rykket en måned og løber af stablen i uge 30 fra den 21. til 24. juli, oplyser en pressemeddelse fra Destination Bornholm, Bornholms Landbrug & Fødevarer samt Gourmet Bornholm.

Her vil en lang række lokale fødevareproducenter byde de mange glade sommergæster indenfor.

Alle er velkomne, og der er oplevelser for både nysgerrige og nørder, unge børn og gamle børn, herboende og tilrejsende. Madfestivalen vil være lige så farverig som det bornholmske fødevarelandskab, hvor man blandt andet kan:

– Komme tæt på dyrene. Mød de glade frie grise i Vestermarie, hvor du også kan opleve hyrden, hans får, og hans uundværlige hunde. I Østermarie fortæller bonden med jerseykøer om, hvorfor han har skrottet ploven, og i stedet samarbejder med regnormene. I Østerlars springer vikingetidens geder rundt sammen med æslet Alex, og du kan smage gedeoste, bornholmsk hamp og drikke vandkefirperler.

– Møde de bornholmske drikkevareprocenter, der ikke er bange for at prøve nye smage og følsomme fermenteringsteknikker af. Smag øl fra Small Batch bl.a. Espresso Cream Stout med nicaraguansk kaffe fra mini-risteriet Suenos i Østerlars. Besøg Svaneke Bryghus og smag økologiske nyheder. Og glem ikke Penyllan i Tejn, som har vilde øl på træfade, foruden IPA, porter og pilsner. Er du til fermenterede drikke uden alkohol, kan du smage kombucha på havtorneplantagen, og vandkefirperler på gedemejeriet.

– Møde producenter med globalt samarbejde, der har bragt smage hjem fra fjerne lande. I Allinge kan du smage chokolade, som er lavet af bæredygtige cacaobønner fra Fiji, og i Østerlars kan du smage kaffe af bæredygtige kaffebønner fra en lille kaffeplantage i Nicaragua. Både cacaobønner og kaffebønner er unikke.

– Komme på kokkekursus med nogle af landets bedste konkurrencekokke, når gaarden indbyder til Masterclass. Spændende og lærerigt, og med kendte såvel som ukendte råvarer, lokale naturligvis. Den gode mad serveres ved langbordet bagefter.

Hele programmet kan findes på www.bornholm.info.