Jessica Andersen. Foto: Klaus Holsting

‘Selv her flere år efter, vi flyttede hertil, bliver vi slået af øens skønhed’

DAGENS NAVN: Jessica Andersen er oprindeligt fra Australien, men forelskede sig for otte år siden i en dansk mand, nemlig brygmester Christian Skovdal Andersen. Sammen flyttede de til Bornholm, hvor de i dag sammen dyrker kærligheden til hinanden, til øen og til godt øl. Vi har snakket med Jessica Andersen fra bryggeriet Penyllan i Tejn.

DAGENS NAVN: Jessica Andersen er oprindeligt fra Australien, men forelskede sig for otte år siden i en dansk mand, nemlig brygmester Christian Skovdal Andersen. Sammen flyttede de til Bornholm, hvor de i dag sammen dyrker kærligheden til hinanden, til øen og til godt øl. Vi har snakket med Jessica Andersen fra bryggeriet Penyllan i Tejn.

Du kommer oprindeligt fra Australien, men har også boet i Belgien, Italien og København. Hvor længe har du boet på Bornholm?

– Vi flyttede sammen hertil i 2014. Christians mormor er fra Bornholm, så familien havde et sommerhus her, hvor vi plejede at holde ferie, da vi boede i København. På et tidspunkt var vi ved at kigge efter en ny lejlighed, og vi kiggede på forskellen i pris mellem Bornholm og København. For samme pris, som du kunne købe en lejlighed i Nordvest, kunne du købe et slot på Bornholm. Bogstaveligt talt for på det tidspunkt var Kaffeslottet i Gudhjem til salg, og vi snakkede om at købe det og sætte det i stand. Men vi fandt ud af, at det nok ville være en dårlig idé for os. Vi er ikke ligefrem gør det selv-folk, så vi besluttede os for at skippe den idé, men var alligevel blevet interesserede i at bo på øen, og begyndte at kigge efter andre boliger. Vi kom over i april 2014 og kiggede på 19 huse over tre dage. Vi faldt for et hus i Sorthat-Muleby, og så flyttede vi en måned senere og har ikke set os tilbage siden.

Hvad var det, der tiltrak jer ved Bornholm?

– Bornholm er en magisk ø. Menneskene her er virkelig smukke, klimaet er skønt, og øen er bare majestæstisk. Det er ligegyldigt hvornår på året, du er her, der er bare altid smukt, og du er omgivet af natur til hver en tid. Lige fra den første gang, vi kom hertil, har jeg været forelsket i øen, og Christian er kommet her i sommerferierne hele sit liv. Øen er et lille, nordisk paradis. Selv her flere år efter, vi flyttede hertil, bliver vi slået af øens skønhed, når vi kører til arbejde om morgenen.

Hvordan mødte du og Christian hinanden?

– Christian kom til Australien for at markedsføre sit øl fra bryggeriet Beer Here, som han eksporterede til Australien allerede dengang i 2012. Jeg tog til en ølsmagning, hvor jeg mødte ham. Det var meget romantisk. Jeg brugte alle mine bedste scoretricks den aften, men så faldt jeg i søvn. Derefter så vi hinanden løbende i de næste fire dage, og da han skulle tilbage til København ville vi se, om vi ikke kunne holde kontakten kørende. Efter et halvt år, hvor vi havde skrevet og ringet sammen, spurgte han, om jeg ikke ville komme og besøge ham, og det gjorde jeg så. Jeg kom til København i et par uger, og vi var også en tur omkring Bornholm, for han ville gerne vise mig øen. Noget tid efter det var han i Australien igen, og vi snakkede lidt mere om det, og så besluttede vi, at jeg skulle flytte til Danmark. Der havde vi faktisk kun kendt hinanden ansigt til ansigt i omkring tre uger. Men vi havde snakket sammen stort set hver dag, så vi kendte hinanden ret godt på det tidspunkt.

Hvor kom interessen for ølbrygning fra?

– Jeg er uddannet lingeriedesigner og boede på et tidspunkt i Belgien, hvor jeg arbejdede med at designe undertøj. Det var der, jeg oplevede vildtgæret øl, lagret på træfade første gang. Der er en stærk tradition for den slags øl i Belgien, og jeg fik virkelig smag for det. Det er en type øl, der gør sig fantastisk til mad, fordi man kan få det til at smage på så mange forskellige måder i modsætning til vin, som man ellers plejer at parre god mad med. Det giver en helt anden kompleksitet til måltidet. Du kan have tyk øl, tynd øl, den kan være bitter, sød eller sur. Du kan få den med meget kuldioxid eller knap så meget kuldioxid. Du kan lave den på fugt eller chokolade. Mulighederne er uendelige.

– Da jeg mødte Christian, var jeg flyttet tilbage til Australien og havde sammen med min søster og svoger startet en restaurant, der fokuserede på at parre god mad med godt øl. Det var der, jeg ligesom for alvor gjorde mig nogle erfaringer med det at arbejde med øl.

Er Bornholm et særligt godt sted at arbejde med ølbrygning?

– Bornholm er et skønt sted at brygge øl. For det første er her så mange gode ingredienser, som vi kan eksperimentere med i vores fade. Vi bruger lokal, rå hvede, vi bruger hø, og vi bruger bornholmske enebær. Her er også en masse skønne frugter. Vi bruger hindbær, brombær og himmelske mirabeller. Det er helt utroligt at have den slags ingredienser lige ved hånden. De vokser et stykke længere nede ad vejen, og vi kender landmændene eller haveejerne, der producerer dem. Og så er det helt fantastisk at starte sådan et projekt her et sted, hvor man oplever så meget støtte og kærlighed fra lokalsamfundet. Man føler sig virkelig elsket og værdsat sådan et sted her.

Hvad er din yndlingsøl?

– Oh my god! Det er som at spørge en forældrer, hvilket barn er deres yndlingsbarn! Haha! For det meste holder jeg mest af vildtgærede øl, der har været lagrede på træfade, som vi selv gør. De har så meget kompleksitet. Men det er et svært spørgsmål at svare på, for det ændrer sig hver dag. Hvis du spurgte mig i morgen, ville jeg måske sige en tysk, røget øl. Det kommer an på dagen og humøret. Men den type øl, vi laver, laver jeg, fordi jeg helt og holdent elsker den.

Har du et yndlingssted på Bornholm?

– Jeg kan rigtig godt lide skoven, hvor vi bor. Vi bor lige ved Nordskoven og kan gå ned forbi søerne og komme ned til stranden. Der er altid virkelig skønt. Det er en af grundende til, at vi købte lige netop det hus. Vi kan gå i skoven hver dag.

 

 

Jessica Andersen

37 år

Medstifter og medejer af bryggeriet Penyllan

Uddannet inden for kommunikation og modedesign

Fra Australien. Bor i Sorthat-Muleby.

Gift med Christian