Arkivfoto: Berit Hvassum

Ikke flere søforklaringer fra Bornholmslinjen

Hvor tæt var færgerne Express 1 og Express 2 egentlig på hinanden, da de måtte foretage undvigemanøvre for ikke at støde sammen? Og lige så vigtigt: Hvordan kunne situationen overhovedet opstå med al den teknik, der i dag er om bord på moderne passagerskibe?

De vigtige spørgsmål står stadigt ubesvarede tilbage, og Bornholmslinjen bør skynde sig at komme med gode svar, gerne underbygget af dokumentation.

LEDER

Hvor tæt var færgerne Express 1 og Express 2 egentlig på hinanden, da de måtte foretage undvigemanøvre for ikke at støde sammen? Og lige så vigtigt: Hvordan kunne situationen overhovedet opstå med al den teknik, der i dag er om bord på moderne passagerskibe?

De vigtige spørgsmål står stadigt ubesvarede tilbage, og Bornholmslinjen bør skynde sig at komme med gode svar, gerne underbygget af dokumentation.

Det vi ved er, at Bornholms Politi cirka 30 minutter efter hændelsen, der fandt sted omkring midnat natten mellem lørdag og søndag, bliver kontaktet af en passager på Express 2, der var på vej mod Rønne fra Ystad – den modsatte vej sejlede Express 1. Passageren fortæller politiet, at færgen er bremset hårdt op og har lavet en undvigemanøvre i form af et skarpt højresving. Passageren har derpå set den anden færge ret tæt på.

– Det var en lidt voldsom oplevelse, forklarede vagtchef Peter Johansen.

En passager på Express 2 har desuden observeret en kølvandsstribe, som viser sig at stamme fra Express 1. Passageren tager et billede som TV2/Bornholm har bragt. Billedet bekræfter, at de to skibe passerede hinanden parallelt efter undvigemanøvren. Forløbet bekræftes også af screendump fra marinetraffic.com. Politiet har nu underrettet Søfartsstyrelsen, som skal undersøge forløbet nærmere, forklarer politiet.

 

Lige nu hersker
uvisheden, hvilket
ikke skaber tryghed
for passagerne

 

Bornholmslinjen mener ikke, der var fare på færde.

– De to færger var ikke tæt på at kollidere, lyder forklaringen fra kommunikationschef Jesper Maack, der mener, at færgerne var mellem 250 og 300 meter fra hinanden.

Jesper Maack forklarer, at kaptajnerne ”fornemmede” at de var kommet for tæt på hinanden. Til TV2/Bornholm siger han:

– Der sker det, at Express 1 og Express 2 føler, at de kommer lidt for tæt på hinanden. Så laver begge kaptajner en forebyggende manøvre. En 360-graders vending for at skabe plads, har han forklaret.

Kommunikationschefen kan ikke svare på, om færgerne har afveget fra deres normale rute.

– Det er muligvis noget, vi finder ud af på et senere tidspunkt, har han forklaret Bornholms Tidende. I det hele taget gør Bornholmslinjen hvad de kan, for at lukke sagen.

– Umiddelbart sker der ikke mere, mener Jesper Maack.

Men sagen er ikke lukket. For forklaringen er dybt mystisk. Kaptajner på passagerskibe med hundredvis af mennesker om bord, skal ikke ”fornemme” eller ”føle” at deres skibe er på potentiel kollisionskurs. Og det er heller ikke følelser, der skal styre, om kaptajnerne beslutter at lave undvigemanøvrer. Det er en konkret vurdering af situationen, hvor kaptajnerne læner sig op ad deres instrukser, instrumenter og professionalisme.

Bornholmslinjen må ud af busken. Hvis passagererne skal være trygge, skal vi have en forklaring på, hvordan de to færger kunne komme så tæt på hinanden, uden at der lød varsler. Og det skal ikke være en søforklaring.