Bo Johansen og Kurt Marker på det ryddede fundament og betongulv. Man har denne gang fået mere frem end ved den forrige rydning i 2004.

Krigshistorie kommer frem i lyset

– Det er et stykke historie, der er med til at gøre området unikt, siger Bo Johansen, formand for Sorthat-Muleby Borgerforening, da vi står ved resterne af Levka Ubådsstøjmålerstation.

LEVKA

– Det er et stykke historie, der er med til at gøre området unikt, siger Bo Johansen, formand for Sorthat-Muleby Borgerforening, da vi står ved resterne af Levka Ubådsstøjmålerstation.

Bornholms Tidende har sammen med Bo Johansen og Kurt Marker fra borgerforeningen taget turen ad en sti fra Levkavej cirka 300 meter ind i skoven, til vi når frem til sildegammen, som bekendtgør, at her lå ubådsstøjmålerstationen. Den blev bygget af den tyske besættelselsesmagt i 1941.

Det er endnu et stykke historie om begivenhederne på Bornholm under 2. Verdenskrig. Og endnu et stykke historie, som med tiden vil forsvinde og blive mere eller mindre glemt, hvis ikke nogen gør noget for at få den frem. Ubådsstationen inde i skoven, tæt ved stranden i Levka, var faktisk ved at være forsvundet under og bag høje træer og bevoksning. Ganske vist har sildegammen stået her fra projekt Det Maritime Hasles tid med lidt historie om stedet. Men ellers var der ikke noget at se. Det er der nu.

Fundamentet fra anlæggets luftværnstårn (flaktårn), som var bestykket med en let maskinkanon. Foto: Holger Larsen

Mere fundament

– Vi var syv-otte stykker, der gik i gang forleden med en lille traktor, en motorsav og en kratrydder. Vi ryddede også for 15-16 år siden, men denne gang har vi fået mere fundament frem end sidst, fortæller Bo Johansen, da vi er nået frem til det største frilagte spor af anlægget.

Her har stået en større bygning. Hvad det har været, tør Kurt Marker ikke gætte på. Den tidligere formand for borgerforeningen har været i gang med at støve historien om anlægget op, og han er forfatteren til de nye, opdaterede tekster på sildegammen. Men han har også konstateret, at det har været en svær opgave, selv om han har brugt lang tid på det.

Tidligere har et ydmygt papskilt i en plasticlomme vist vej fra Levkavej til ubådsstationen. Det er for længst gået til. Bo Johansen vil nu se på mulighederne for at få et træskilt op på stedet, hvor man skal gå ad stien ind i skoven.

Var kamufleret

Det har for eksempel vist sig, at den skitse, der eksisterer over lejren, nok ikke holder helt stik. Den er også lavet fra et sted udenfor det hegn, der har været, for det var et tophemmeligt anlæg, som blev kamufleret med træskelet, attrapskorstene og halmmåtter, således at det set fra luften skulle tage sig ud som en bondegård.

– Jeg har været i kontakt med mange i håb om at finde nogle tegninger af stationen, både herhjemme og i Tyskland, fortæller Kurt Marker, der især nævner at have fået god hjælp til de historiske oplysninger af Jakob Seerup fra Bornholms Museum og Bunkermuseum Hanstholm.

Kurt Marker har blandt andet fundet frem til ubådsbesætningsmedlemmers beretninger, som han har fået oversat.

Borgerforeningen har brugt en del af det årlige tilskud fra kommunens lokalsamfundspulje på projektet med opdateringen af sildegammen og rydningen af betongulve og fundamenter.

 

 

Masser af historie

Skovområderne syd for Hasle rummer meget spændende historie. Foreningen Det Maritime Hasle (2001-2013) har med infotavler (de såkaldte sildegammer) sat fokus på en stor del af det.

Da foreningen mistede sit kommunale tilskud og blev nedlagt, overtog andre foreninger sildegammerne. Sorthat-Muleby Borgerforening har fire tavler i Sorthat-Levka området.