Esben Ørberg på sit kontor med det store maleri Olaf Rude-maleri fra Bornholm. Akvarellerne med bornholmske motiver oven over er af Paul Stoltze og Niels Lergaard. Erik Raadal hænger til højre for Rude og over ham bornholmske Einar Hermann Jensen. Foto: Berit Hvassum

Bornholm bed sig fast i ham: Nu viser han samlingen frem på ny udstilling

KUNSTSAMLING

Hænger her en gammeldags lysekrone, som vil kunne ringle hyggeligt i en aftenstund, hvor en lun sommerbrise finder vej gennem åbentstående vinduer?

Naturligvis.

Er her danske designermøbler?

Selvfølgelig. Og Børge Mogensen-sofaens læder er skam slidt på den lækre patinerede måde.

Og hvad med kunst på væggene?

Masser!

Det er derfor, vi er på besøg hos Esben Ørberg, som danner par med Tine Albinus Ørberg og bebor et pragteksemplar af et hus i Søndergade, Rønne.

Altså, på grund af kunsten, som er ophængt overalt på vægge med højt til loftet og de hvidmalede bjælker. Stort – nej, større! – landligt køkken med en stor – nej, større – kogeø, hvor man selvfølgelig kan sætte sig på en højbenet taburet og nyde en kop kaffe.

Stor, bred disk – rigtigt gættet, også den er større – ind til spisebordet og -stuen, som også rummer dagligstuemøbler og hvorfra der er adgang til stuer en suite i begge retninger.

Det er vitterlig et stort hus.

– 360 kvadratmeter, siger Esben Ørberg, da jeg spørger, og jeg undlader at få præciseret, om det er inklusiv gæstelejligheden i en fløj af det, som ligner en firlænget gård, når man træder ud på hovedhusets bagside.

Det var en af byens dengang to store købmandsfamilier, der oprindeligt byggede og boede her. Thor Hansen Rønne rev huset, hans far havde opført, ned og byggede i 1846 det hus, Tine og Esben nu bebor. Thor Hansen Rønne, forklarer Esben, blev rig på med en hurtigtgående, moderne båd, som han erhververede sig, i kombination med den nye jernbane fra Kiel at kunne sende frisk laks til kontinentet, inden den rådnede.

Ude i gården bagtil er der toppede brosten og en stor rygeskorsten på en lille bygning, hvor købmanden kunne ryge vildt. Her er adgang til en gæstelejlighed, og så kan man fortsætte gennem en vognport og videre ud til en skøn have. Fred og ro midt i byen.

Udstilling

Men det er malerierne, det handler om. Esben Ørberg er inkarneret samler af de såkaldte bornholmermalere – en eksklusiv skare, som har sat Bornholm på kunstens landkort – og i en del af august og september vil man kunne se eksempler på hans private samling i Galleri Rasch i Nørregade.

I alt cirka 65 malerier af blandt andre Olaf Rude, Oluf Høst, Kristian Zahrtmann, Edvard Weie, Einar Herman Jensen, Herman Jensen, Karl Larsen, Gitz-Johansen, Claus Johansen, Kræsten Iversen, Niels Lergaard, Ludvig Jørgensen – og Agnes Lunn.

Hende vender vi tilbage til, for først skal vi sidde på de to højbenede taburetter og nyde en kop kaffe ved den store kogeø og høre om, hvorfor denne udstilling, som Esben Ørberg har valgt at kalde for “Bidt af Bornholm”, overhovedet kan blive til noget.

Det handler naturligvis om, at han selv, ganske som de malere, han udstiller værker af, er blevet bidt af øen i Østersøen.

– Siden 0, svarer han på spørgsmålet om, hvornår han blev bidt af Bornholm.

Han refererer til år 2000.

– Præcis den 1. juli i 0, fortsætter han.

– Det ved jeg, for den dag fejrede min mor sin 70 års fødselsdag på Bornholm. Og det gjorde hun, fordi jeg havde et par søstre herovre på det tidspunkt. Nu er den ene flyttet til Sverige, den anden er her endnu, men derfor blev festen holdt ude på Skovly, og det var et fuldstændigt gennembrud for min opdagelse af Bornholm.

– Det, der videre gjorde, at der skete noget i mit hoved i forhold til Bornholm, er, at nogle få måneder efter den fødselsdag siger min far til mor: “Skulle vi ikke rykke teltpælene op og flytte til Bornholm?”. Min mor tog det ikke alvorligt. Det er bare noget, han siger, tænkte hun og sagde det også til ham – men samme dag døde han. Min mor glemte bemærkningen, men kom senere i tanker om den, da jeg besøgte hende midt i den skov i Jylland, hvor de boede, og dagen efter kørte vi til Svaneke og købte et hus til hende der. Det var i 2001. Hun tog altså pludselig hans bemærkning alvorligt og tænkte, at det kunne da godt være, han havde fat i noget. Hun bor stadig på Bornholm, men er flyttet til Rønne og fylder i øvrigt 90 år i morgen (den 1. juli, red.).

Egnet bolig

Esben Ørberg begyndte at komme mere og mere på Bornholm, og omkring 2010 var han sikker på, at han ville flytte hertil. Tine og han havde kendt hinanden gennem mange år, men begyndte at danne par for 10-12 år siden.

– Hun havde da flere gange kigget på Kaffeslottet i Gudhjem, som ofte har været til salg, og overvejet at lave bed and breakfast. Hun var altså også interesseret i Bornholm, siger han.

– Så da jeg endelig kunne finde ud af at trappe lidt ned fra Journalistforbundet, hvor jeg var i mange år, blev det rigtig seriøst. Resten er historie.

Og historien lyder, at Tine og han i årevis kiggede efter en egnet bolig.

– Mest ude tæt på klipperne, fyrmesterboligen i Svaneke, det samme på Hammerknuden og så videre, indtil Tine fandt frem til, at jeg jo ville gå amok derude. Hun kan være alene, men jeg er slet ikke den type, siger Esben Ørberg.

Kan du beskrive, hvad det var ved Bornholm, der ramte dig dengang ved din mors fødselsdag?

– Det var det klassiske – havet og klipperne. Det var en fuldstændig manisk besættelse! Jeg blev aldeles overvældet over, at Bornholm fandtes her i Danmark. Jeg havde jo bare været her ligesom alle andre som 15-årig og ikke nødvendigvis haft blik for det dengang, ler han.

Og så var der lige Agnes Lund, som Esben Ørberg lidt beklemt fortæller, er den eneste kvinde, han har med på udstillingen.

– Til gengæld har hun enorm betydning, fordi hun blev reservemor for Christian Ludvig David, som er manden bag Davids Samling, siger han.

– Den er i dag halvanden milliard værd, og det var hende, der fik ham gjort interesseret i kunst.

 

Galleri Rasch: “Bidt af Bornholm”, den 24. august til den 12. september.

Esben Ørbergs malerier skal vises i Galleri Rasch. Foto: Berit Hvassum

Samler gennem mange år

 

Esben Ørberg har samlet på kunst i cirka 20, fortæller han.

– Det startede nok omkring den tid, da Bornholm for alvor blev en del af min bevidsthed. Ikke at jeg i de første år havde specielt blik for de bornholmske malere eller motiver, det kom til senere. Men da jeg arbejdede på Kolding Folkeblad i midten af firserne, fik jeg en bog om maleren Erik Raadal, og den blev en slags gennembrud, hvor jeg pludselig så, hvad et maleri kunne betyde. Og senere har jeg også købt billeder af ham. Han satte alt i gang for mig, siger kunstsamleren.

For 10-15 år siden begyndte Esben Ørberg så at kaste sin kærlighed på bornholmermalerne.

– Og jeg begyndte at interessere mig for, hvad det er, der har gjort, at de blev bidt af Bornholm, ligesom jeg altså selv var blevet det. Og det samme med forfatterne. Det er jo enormt, hvad der er skrevet om Bornholm i forhold til om andre egne af landet. Hvorfor er øen så spændende, er det bare, fordi Bornholm har klipper? Så da Galleri Rasch var blevet opmærksom på min samling og spurgte, om jeg ville lave en udstilling, gik det op for mig, at den selvfølgelig skulle hedde “Bidt af Bornholm”, og at udstillingen skulle handle om, hvad det var, der betog kunstnerne ved Bornholm.

– Det vil jeg også skrive om i det katalog, jeg laver til udstillingen, og hvad det angår, kan jeg godt finde frem til nye ting. Det er ikke helt færdigudforsket endnu. Der er selvfølgelig skrevet tonsvis af bøger om de bornholmske malere, men de handler mere om det maleriske og motivmæssige.

Kan du servere din egen lille maggiterning af en forklaring på, hvad det var, der gjorde, at disse kunstmalere blev så begejstrede for Bornholm?

– Ja. Altså, allerede i 1870’erne oplevede en håndfuld malere Bornholm som noget fjernt, anderledes og eksotisk efter danske forhold. Zahrtmann var jo født her, og han fik Holger Drachmann hertil. Flere fulgte, da vi fik fast og direkte færgeforbindelse. Men det moderne gennembrud omkring 1910 nogle få år efter den store udstilling i Paris med Matisse og andre smitter med fem års forsinkelse af ved en stor udstilling i Danmark, og det er der mange danske malere, der ser, og de bliver virkelig betagede af det, siger Esben Ørberg.

– I sommeren 1911 kommer så det helt store gennembrud på Bornholm, eller faktisk på Christiansø, hvor Axel Saltos onkel er kommandant eller administrator, som det hedder nu. Axel Salto får en hel flok derover, Karl Isakson, Edvard Weie og andre. Og hvorfor? Det er det eksotiske, det sydlandske, noget af det lys, som de har set i de franske malerier. Det kan de få på Christiansø og også på Bornholm. Og det hænger både sammen med klipperne, den højre horisont og de vækster, her er.

På loppemarkederne

Hvordan finder du, de malerier du køber?

– På auktioner primært. Og på loppemarkeder. Men meget på internetauktioner på Bruun Rasmussen og Lauritz.com, hvor jeg lurer den af, men må springe fra ni ud af ti gange, fordi det bliver for dyrt. Men jeg udser mig også nogle gange nogle malerier, som jeg holder af, men som ikke nødvendigvis er dyre.

Esbens Ørbergs favoritmaler er Karl Larsen, som han da også har blandt andet tre selvportrætter af.

– Og jeg har også mødt folk på Christiansø, som kan huske ham, for han kom der utrolig meget og døde først i 1977, siger han.

Har du gjort gode fund på loppemarkeder?

– Ja! Vi er en lille håndfuld, der næsten slås om dem, når vi står derude, ler han.

– Men jeg har fået næse for det – og kan se på lang afstand, om der er noget, der er interessant.