Ruinerne af Lilleborg i Almindingen. Foto: Søren P. Sillehoved

På weekendtur med Sillehoved: Flagermus over Lilleborg

NATUR

Naturoplevelser får man ofte på lange eller kortere vandreture i naturen. Nogle mennesker vil hellere løbe og andre cykle, men man kan sagtens få store naturoplevelser siddende med ryggen til muren og vente på dem.

Et sådant forslag er en skumrings- og nattur til ruinerne af Lilleborg i Almindingen, hvor man kan se mange flagermus. De flyvende pattedyr jager natsværmere, der kan lokkes nærmere med lys, derfor kan det være godt at medbringe en lygte, der kan lyse til alle sider. Det behøver ikke at være en flagermuslampe med olie. Medbring også noget at sidde på, lidt kaffe og noget til, måske en citronmåne. Vejret skal være mildt, stille og stjerneklart, så ses de sorte flagermus bedre.

Lilleborg i Almindingen ligger nær landevejen Rønne- Svaneke. Der findes en stor parkeringsplads i nærheden, og derfra følger man stien gennem skoven til højre, der fører frem til søen og op til ruinerne af den gamle kongeborg. Begynd turen ved skumringen, det er kulsort på hjemturen; derfor er en lygte en god ting.

Over søen går en lang bro til den modsatte side. Foto: Søren P. Sillehoved

Historien om Lilleborg

Ruinerne af Lilleborg ligger på en høj klippeknude med udsigt over den sorte Borre Sø, opkaldt efter borgen. Den er bygget som en kongeborg omkring 1150. Måske af Svend Grathe der på det tidspunkt bejlede til den samme danske trone som Knud og Valdemar. Ærkebispen i Lund blandede sig i denne strid, og på grund af nogle uheldige beslutninger af Svend blev han af paven tvunget til at afgive tre af øens fire herreder til ærkebispen i Lund. Svend beholdt Vestre Herred med Gamleborg og som afløsning for den anlagde han Lilleborg. Til gengæld opførte bispen fæstningskirken Aa Kirke og borgen Hammershus på Nordbornholm.

Kongens borg i Almindingen blev anlagt på et naturligt højdedrag omgivet af en stor sø, der tjente som voldgrav. Lilleborg blev bygget af kløvede kampesten med kalkmørtel. En høj mur beskyttede borgpladsen med et befæstet tårn ved den østre hovedport. Beboelseshusene var langs muren, borgen var smukt opført med polerede sten og vinduer med grønne glas. Fundne glas antyder, at det var Danmarks første borg med glasruder. Desværre fik borgen kun en kort levetid. Allerede 1259 blev den stormet og nedbrændt af den vendiske fyrst Jaromars lejesoldater, på ordre af ærkebiskop Jacob Erlandsen i Lund. Et dokument fortæller, at 200 af kongens mænd blev dræbt, og borgen blev aldrig genopført.

Nyere undersøgelser har dog afsløret bosættelser allerede i jernalderen og også efter 1259. Til gengæld blev borgens kampesten brugt på Hammershus af lybækkerne i 1500-tallet, ligesom skovrider Hans Rømer hentede sten til sit lange stengærde i 1800.

Om dagen sidder flagermus på loftet i et råddent træ. Foto: Søren P. Sillehoved

Nattens flagermus

Fra parkeringspladsen går man ud til søen og derfra op til ruinerne af Lilleborg. Sæt lampen på de lave mure og se ned over søen med skovens mørke træer i baggrunden. Ved skumringen kommer de første flagermus jangede på jagt, ofte vandflagermus, men også andre arter. Normalt betragter mennesker flagermus som ækle og fyldt med overtro (vampyrer), men de lever kun i Sydamerika. De 14 arter af nordiske flagermus æder kun myg og natsværmere, så de flyver om natten og sover om dagen, endda med hovedet nedad.

Da der er mørkt om natten må flagermus anvende et højt skrig for at finde byttet. Mennesker kan ikke høre skriget, der er over vores høregrænse, og lyden rammer byttet og kaster det tilbage, så flagermusen kan danne sig et billede af objektet. På den måde producerer de et billede af byttet inde i hovedet med skriget.

Det er en kamp på liv og død udviklet gennem millioner af år. Natsværmere er sommerfugle, der lever om natten, men på vingerne er der pelslignende hår. De reflekterer ikke flagermusenes skrig, så lyden bliver ledt i flere retninger, og det forvirrer jageren. Nogle natsværmere kan lave højere lyde for at undgå at blive ædt. Det går således højlydt for sig over nattens borg, men for os mennesker er der bare tavshed.

Flagermusene flyver hurtigere end natsværmere, de er også mere manøvredygtige, derfor må forsvarsløse natsværmere klappe vingerne sammen og kaste sig ned på jorden for at undgå jægeren. Flagermusene skal nok blive mætte, for hver nat spiser de myg og natsværmere, der svarer til halvdelen af deres egen vægt.

Jægeren og den jagede lever således i et fint afbalanceret system, der kun kan forstyrres af kunstigt lys, der lokker natsværmere og dermed også flagermus. Lyset kommer fra den medbragte lampe, og det er også vigtigt på hjemturen, for den foregår i mørke. Man siger, det spøger på Lilleborg.

Planten slangehoved på murene. Foto: Søren P. Sillehoved

Historier fra Lilleborg

I gamle dage troede folk, at søen var bundløs. Da man engang kastede et langt reb med et plovjern ned i søen for at måle dybden skete der noget mærkeligt. Da plovjernet endelig nåede bunden satte det sig fast. Da man trak det op fra søen havde det gået tværs gennem et hestekranie, og der var skrevet: At gjorde man det igen, ville ikke kun borgen synke i dybet, men hele Bornholm vil forsvinde. Siden har ingen turdet.

Engang så en skovarbejder, hundredevis af små mænd med gråt skæg og røde huer ligge og sole sig ved Lilleborg. Det var de ”underjordiske”, og deres sølvskat gemte de nede under jorden på Lilleborg. Mennesket kunne kun se sølvskatten en gang om året, julenat, men hvis man fandt den, måtte man intet sige. Engang for længe siden ville to mænd se, om det var rigtigt, og de havde medbragt nogle sække til skatten. Da de kom derop, lå alle sølvmønterne og lyste, og ivrigt proppede de dem op i sækkene. Pludselig blæste det op, og træernes grene raslede uhyggeligt, og den ene mand blev bange og råbte: ”Skynd dig for pokker”. I samme sekund forsvandt sølvskatten og har aldrig vist sig siden.

Stender Eg

Et gammelt egetræ på Lilleborg kaldes Stender Eg efter en for længst afdød skovarbejder, der fandt liget af et barn i jorden under træet. Man kan også se en grædende dame med hvid natkjole sidde på en gynge i træet. Der er ligeledes en historie om en sort bister hund, som hver nat løber rundt på Lilleborg. Måske er genfærdet kongens hund, eller også er det overtro, men historierne fortæller, at kongeborgen Lilleborg ligger dybt forankret i den bornholmske folketro.

God tur og god aften.