Adam Månsson Kofoed tilbyder bistand med store og små opgaver. Eget foto

Ny privat skovfoged står klar med råd

Skovejere får nu en ny skovfoged at søge råd hos. Det fremgår af en pressemeddelelse fra service- og skovforvaltningsvirksomheden HedeDanmark, som opererer fra Viborg.

Adam Månsson Kofoed tilbyder bistand med store og små opgaver inden for skovdrift på Bornholm, Sjælland og Lolland-Falster.

Adam Månsson Kofoed, 31, er uddannet fra Skovskolen som skov- og landskabsingeniør, men har også en baggrund i landbruget.

– Jeg glæder mig sindssygt meget til at få hænderne i mulden og gøre en forskel. Min tid i landbruget gør, at jeg har et blik og en forståelse for, hvilke hensyn der skal tages – hvis man eksempelvis skal have tyndet et læhegn eller have rejst skov på landbrugsareal, udtaler Adam Månsson Kofoed.

Som navnet måske antyder, så har Adam Månsson Kofoed en forbindelse især til Bornholm. En forbindelse han har giftet sig til.

– Min hustru og jeg er viet i Pedersker Kirke, og min hustru er født og opvokset på Bornholm. Jeg holder meget af øen og kender naturligvis Bornholm godt på grund af min hustru, fortæller Adam Månsson Kofoed, der privat bor i Køge med sin familie.

Adam Månsson Kofoed havde første arbejdsdag den 1. juli.