Søndag arrangerer Nexø Motions Cykel Club motionsløbet Hasse Boss Motionscykelløbet Østbornholm. Arkivfoto: Berit Hvassum

Guide: Fem ting du kan opleve i weekenden

Ifølge vejrguderne hos DMI holder det stort set tørt i weekenden, og det kan man passende udnytte til at tage på oplevelse på Bornholm, og traditionen tro byder weekenden på en perlerække af arrangementer og aktiviteter. Her er fem bud på, hvad man kan opleve i weekenden.

GUIDE

Ifølge vejrguderne hos DMI holder det stort set tørt i weekenden, og det kan man passende udnytte til at tage på oplevelse på Bornholm, og traditionen tro byder weekenden på en perlerække af arrangementer og aktiviteter. Her er fem bud på, hvad man kan opleve i weekenden.

1. Bryggeriet Penyllan fejrer lørdag sin fem års fødselsdag på havnen i Tejn. I dagens anledning byder bryggeriet på smagsprøver på den nye øl Rugbrød, og der bliver serveret cornbread, coleslaw og grillede spareribs. Menuen er inspireret af datoen, den 4. juli, der er den amerikanske uafhængighedsdag. DJ Baconfar og DJ Øvre Kridt står for den musikalske underholdning. Festen begynder klokken 12.

Bag Penyllan står parret Jessica og Christian Andersen, som skriver på Facebook:

– Måske bliver der også dans og sang, men desværre bliver det måske fra Jessica, så vi undskylder på forhånd.

Sabine og Preben Andersen har overtaget Café Lille Per på Lille Torv i Rønne. Lørdag er der åbent hus. Foto: Berit Hvassum

2. Et andet par, Sabine og Preben Andersen, har overtaget Café Lille Per på Lille Torv i Rønne. Det fejrer de med åbent hus lørdag, hvor stamkunder, nye kunder, forretningsforbindelser, familie, venner og alle andre er velkomne fra klokken 12. Værtsparret byder også på lidt godt til maven.

Café Lille Per er i øvrigt det tredje værtshus i Rønne, der har Sabine og Preben Andersen som værter. De har i årevis drevet pubben O’Malley i gågaden, og i sommeren 2018 blev de præsenteret som nye forpagtere af Café 18 i Krystalgade.

3. Efter en festlig lørdag kan det måske være en god idé at bevæge sig lidt om søndagen, måske i form af en cykeltur på Østbornholm. Nexø Motions Cykel Club arrangerer Hasse Boss Motionscykelløbet Østbornholm, og som navnet antyder er der start og mål hos Boss Cykler på Balka.

For at leve op til coronarestriktionerne bliver deltagerne inddelt i grupper, efter hvor hurtigt de kører. De hurtigste starter først. Efter løbet er der forfriskninger, så deltagerne kan blive kølet lidt ned og få energidepoterne fyldt op igen.

Der bliver ikke udråbt nogen vinder, men cykelforretningen har doneret nogle lodtrækningspræmier. Der er indskrivning klokken 9.15-9.45.

4. Naturen kan man få glæde af, hvis man deltager i Dansk Ornitologisk Forening Bornholms fugletur, der begynder søndag klokken 10. Med Eilif S. Bendtsen som turleder kører man rundt i et par timer for at finde fugle.

Turen begynder fra Koldekilde midt i Almindingen ved krydset Almindingsvej/Segenvej, og DOF Bornholm opfordrer eventuelle deltagere til at medbringe lidt mad og drikke til evaluering ved turens afslutning.

Alle er velkomne, og det er gratis at deltage.

5. Med sommerens komme er der atter gang i loppemarkeder og sommeraktiviteter på Store Torv i Rønne, og søndag bliver det kombineret, når torvet lægger chaussésten til sommerens første folkemarked. Både private og foreninger kan dukke op med loppeting og sælge dem fra en stand eller et bord. Man kan ikke have sin bil holdende, lyder det fra arrangørerne.

Markedet begynder klokken 11, og sælgerne kan begynde at stille op et time før. Som sælger må man gerne skrive til arrangørerne, så de har en idé om, hvor mange der kommer.