Den 28-årige mand blev dræbt ved en bålhytte i Nordskoven. Foto: Holger Larsen

The New York Times retter artikel om drab i Nordskoven

“På en afsides beliggende ø i Danmark blev en ung, sort mand tortureret og dræbt af to hvide mænd med kendt tilknytning til den yderste højrefløj”.

Sådan lød indledningen på en artikel i den amerikanske avis The New York Times, som omtalte det brutale drab på en 28-årig mand, der havde en mor med tanzaniansk baggrund og en dansk far.

Men den indledning er nu blevet rettet. I stedet skriver The New York Times nu således i sin indledning:

“På en afsides beliggende ø i Danmark blev en ung, sort mand tortureret og dræbt af to hvide mænd, hvoraf den ene af dem havde tilknytning til den yderste højrefløj”.

Det sker efter henvendelse fra Danmark, hvor avisen er blevet gjort opmærksom på, at den ene bror, der er sigtet for drabet, ikke har nogen tilknytning til et politisk parti eller sympati for racistiske eller højreorienterede dagsordener, skriver avisen i en rettelse under artiklen.

Forsvarsadvokat for den yngste bror, Asser Gregersen, har tidligere også over for Bornholms Tidende påpeget, at hans klient ikke mener, at der er noget racistisk motiv, og at han ikke har racistiske sympatier.

Bornholms Tidende har også rettet henvendelse til The New York Times i forbindelse med, at chefredaktør Øjvind Hesselager har kritiseret den amerikanske avis’ dækning af drabet men har ikke fået noget svar.