Ældre Sagen Bornholm har fået penge til at arrangere aktiviteter for demensramte og især deres pårørende. En af ideerne er en forkælelsestur til Aakirkeby med besøg på Natur Bornholm. Arkivfoto: Berit Hvassum

Ældre Sagen vil give pårørende til demente et pusterum

SUNDHED

I de seneste måneder har coronavirus tvunget familiemedlemmer til at være mere sammen end normalt, og det er sværere for nogle end for andre. Derfor har Ældre Sagen Bornholm søgt og fået penge til aktiviteter til pårørende, der passer en borger med demens i hjemmet eller er pårørende til plejehjemsbeboere med demens.

 

De her pårørende har tidligere kunnet
sende deres syge pårørende i aflastning
eller til gymnastik eller noget andet,
men de har siddet hjemme 24-7 og
været sammen med deres syge pårørende hele tiden

 

– De her pårørende har tidligere kunnet sende deres syge pårørende i aflastning eller til gymnastik eller noget andet, men de har siddet hjemme 24-7 og været sammen med deres syge pårørende hele tiden, så det er virkelig gået ud over de pårørende. De har ikke kunnet slappe af, og det har de virkelig brug for at kunne, siger Steen Sejfert Larsen, som er demensansvarlig i Ældre Sagen Bornholms bestyrelse.

Foreningen har udsendt en pressemeddelelse, hvor den fortæller, at den har modtaget knap 80.000 kroner fra Sundhedsstyrelsen til at lave oplevelsesdage for pårørende og demensramte.

Forkælelsestur til Aakirkeby

Midlerne skal bruges til at arrangere aflastende aktiviteter, der kan give de pårørende et pusterum og dermed forbedre deres livskvalitet. Ældre Sagen Bornholm søgte med udgangspunkt i et program med busture, spisning og underholdning.

– Foreløbig har vi den idé, at vi vil lave en forkælelsestur til Aakirkeby for de pårørende, hvor de bliver kørt i bus til Natur Bornholm, og så kommer de bagefter i Aakirkebyhallerne, og der får de serveret et godt måltid mad. Der bliver også underholdning, og så kan de rigtig snakke sammen om de problemer, de har, siger Steen Sejfert Larsen.

Den anden idé er to ture til Brændesgårdshaven; en for folk på vestlandet og en for folk på østlandet.

– Det bliver arrangementer, hvor der både er pårørende og demensramte med. Vi regner med, at der skal gå en tur til Brændesgårdshaven, hvor de får noget mad og noget underholdning. Det er noget i den stil, hvor man skal komme hinanden ved og skal have nogle fælles oplevelser. Det er den slags ting, det drejer sig om, siger Steen Sejfert Larsen.