Millionstøtte til den lokale oplevelsesøkonomi

Millionstøtte til den lokale oplevelsesøkonomi
Det er målet, at op til seks restauranter på Bornholm skal opnå et nyt, økologisk spisemærke. Det er en del af et nyt projekt for den lokale fødevarebranche. Arkivfoto: Allan Rieck
| 2. JUL 2020 • 17:16
Af:
henrik-nielsen

2. JUL 2020 • 17:16
TURISME

To projekter skal genrejse spisesteder, madoplevelser og fødevarevirksomheder og gøre Bornholm til en international helårsdestination af høj kvalitet. Det sker med støtte fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse, som sammenlagt bevilger i omegnen af 1,7 millioner kroner til de to projekter. Det fremgår af en pressemeddelelse.

Bag fødevareindsatsen står Bornholms Landbrug & Fødevarer, Gourmet Bornholm og brancheorganisationen Horesta, som inden covid-19 var gået sammen med Destination Bornholm om at udvikle fødevareoplevelserne, især i bæredygtig retning.

 
Det er fantastisk at se, hvordan der arbejdes sammen på tværs af organisationer og brancher på Bornholm

 

– Spisesteder, de mindre fødevarevirksomheder og de mange fødevareiværksættere har alle en stor del af deres indtjening fra oplevelsesøkonomien. Og netop disse virksomheder er særligt hårdt ramt af covid-19-krisen og har ikke råd til egenbetaling for vejledning og opstart af nye initiativer, som peger ind i en fremtid efter covid-19, siger direktør Thomas Bay Jensen hos Bornholms Landbrug & Fødevarer i pressemeddelelsen.

Sekretariatsleder Mikkel Bach-Jensen fra Gourmet Bornholm tilføjer, at offentlige midler er nødvendige for at få tilpasset og genstartet oplevelsesøkonomien på Bornholm.

Grønne restauranter

Fødevareprojektet vil især se på, hvordan man arbejder i en konstant forandrende virkelighed, hvordan man møder gæsterne på en ny måde, og hvordan man styrker virksomhedernes digitale salgsplatform. Derudover vil det understøtte bæredygtighed og den grønne omstilling. Målet er at udvikle nye madoplevelser, som fokuserer på bæredygtighed, lokal stedbundenhed og lokale varer samt udendørs mad.

– Covid-19 betyder, at turistbranchen kommer til at åbne til en helt ny virkelighed med nye retningslinjer for at drive virksomhed og konturerne af nye grupper af gæster, kunder og forbrugere, siger Mikkel Bach-Jensen fra Gourmet Bornholm.

Ifølge ham vil mange af fremtidens gæster bevidst gå efter oplevelser, der gør en forskel i forhold til klima og bæredygtighed. Projektet lancerer derfor blandt andet det økologiske spisemærke Green Restaurants (Grønne Restauranter – red.), og det etablerer 10 bæredygtige madbegivenheder. Målet er, at fire-seks spisesteder på Bornholm og to-fire spisesteder i de øvrige landdistrikter bliver certificeret som Green Restaurant.

I øernes superliga

Støtten til at udvikle Bornholm som feriedestination går til Destination Bornholm, som får en million kroner. Vejen dertil går via en prioriteret udviklingsplan, der rækker frem til 2028. Det er målet, at Bornholm skal befinde sig i den absolutte superliga blandt ferieøer og for at opnå det, vil man satse på grøn og bæredygtig turisme, stedbunden og lokal oplevelsesudvikling samt strategisk sammenhæng og tværgående samarbejder.

– Det er fantastisk at se, hvordan der arbejdes sammen på tværs af organisationer og brancher på Bornholm. Her og nu er det vigtigt, at øens oplevelsesøkonomi hurtigst muligt kommer på fode, men der kommer jo også en dag efter covid-19-krisen. Her er det opløftende at se, at øens stærke turismeaktør går i gang med den langsigtede planlægning, hvor lokale oplevelser, det grønne og bæredygtige og ikke mindst tværgående samarbejder er helt centrale elementer. I bestyrelsen glæder vi os til at følge arbejdet på Bornholm, siger bestyrelsesmedlem Nicolai Hansen fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse i pressemeddelelsen.

 
 

200

virksomheder er med i et fødevareprojekt, som skal udvikle lokale spisesteder, mindre fødevarevirksomheder og fødevareiværksættere