Forsvarer vil have motivet frem i lyset

Forsvarer vil have motivet frem i lyset
Foto: Berit Hvassum
| 2. JUL 2020 • 14:24
Af:
tommy-kaas

2. JUL 2020 • 14:24
Forsvareren for den ene af de to varetægtsfængslede brødre fra drabssagen i Nordskoven i Rønne vil have motivet til gerningen frem i lyset. Det siger forsvarsadvokat Asser Gregersen i et interview med BT.

Grunden er, at der på de sociale medier fortsat bliver spekuleret i, at motivet skulle være racistisk.

Asser Gregersen vil bede retten om en delvis åbning af dørene, så offentligheden – i modsætning til tidligere, hvor der har været dørlukning i sagen i Rønne – kan få et indblik.

Asser Gregersen er forsvarer for den yngste af de to brødre, der er sigtet for drabet på den 28-årige dansk-tanzaniske mand. I kølvandet på de mange spekulationer og senest en meget omtalt artikel i The New York Times er hans tanke at få "en ekstraktudgave fra grundlovsforhøret, hvor man piller alt andet end motivovervejelser ud", siger han til BT.

Han tilføjer, at det vil være en lidt usædvanlig manøvre.

– Så kan de overveje, om de vil tage det til følge. Det er ikke sikkert, at jeg får held til det, men set i lyset af, at historierne nu også har nået New York Times, så ser jeg mig nødsaget til at forsøge, siger Asser Gregersen til BT.

En hagekorstatovering på den ældste brors ene ben har været med til at skubbe til de mange spekulationer om racisme på de sociale medier. Politiet har været ude og understrege, at man ikke mener, at der ligger et racistisk motiv bag gerningen.