Hun skal stå i spidsen for Folkemødet

Hun skal stå i spidsen for Folkemødet
Camilla Laudrup er ny direktør for Folkemødet. Foto: Pelle Rink
| 2. JUL 2020 • 09:22
Af:
tommy-kaas

2. JUL 2020 • 09:22
Foreningen Folkemødet har ansat Camilla Laudrup som ny direktør. Hun skal stå i spidsen for afholdelse og udvikling af Folkemødet samt ledelsen af Folkemødesekretariatet i Allinge.

Det fremgår af en pressemeddelelse.

Camilla Laudrup kommer fra en stilling som sekretariatsleder i DR.

– Folkemødet er for mig en af de vigtigste begivenheder for vores demokratiske debat i Danmark. Det er måske vigtigere end nogensinde, at vi har tillidsfulde møder mellem mennesker med vidt forskelligt syn på samfundets udfordringer og bud på løsninger, siger Camilla Laudrup ifølge pressemeddelelsen.

– Jeg ser frem til – sammen med Folkemødets bestyrelse, sekretariatet i Allinge og Folkemødets mange samarbejdspartnere – at fortsætte med at udvikle de bedste rammer for den demokratiske samtale, siger hun.
 

Camilla Laudrup

er uddannet cand.scient.pol. fra Københavns Universitet med diplom i ledelse fra DTU.

Hun er gift og mor til to børn.

Hun kommer fra en stilling som sekretariatsleder i DR, hvor hun senest har stået bag det prisvindende projekt ’ultra:bit’ om børn og unges digitale dannelse.

 

Camilla Laudrup har i en årrække været projektleder for DR’s deltagelse i Folkemødet.

– Der er ingen tvivl om, at jeg tabte jeg mit hjerte til både Bornholm og til Folkemødet, da jeg i en årrække havde ansvaret for DRs deltagelse i Folkemødet. Jeg er vild med den helt særlige folkemødeånd, der gør, at tusindvis af borgere, politikere, græsrødder, interesseorganisationer og erhvervsliv mødes for at tale, lytte og lære af hinanden. Jeg oplever, at paraderne er nede, når folk mødes på molen, i teltene og under Allinges smukke himmel. Det gør ganske enkelt noget fantastisk godt for den demokratiske debat, siger Camilla Laudrup.

Hun tiltræder sin nye stilling den 15. august. Folkemødet 2021 afvikles i dagene 17. til 20. juni 2021.
 

Camilla Laudrups cv

DR:
Sekretariatsleder for ultra:bit og redaktør (2017-2020)
Leder af DRs ultra:bit-indsats for børns digitale dannelse, som involverer 100.000 børn og bl.a. har modtaget de internationalt anerkendte ’Prix Italia 2019’ og ’Prix Europa 2019’ for at nyskabe involverende public service-indhold.
Sekretariatsleder for public outreach og chefrådgiver (2013-2017)
Projektleder for DRs deltagelse i Folkemødet igennem en årrække og sekretariatsleder for DRs borgerinvolverende dialogevents bl.a. ’I Sandhedens Tjeneste’ – events for unge om fake news og kildekritik.

Mellemfolkeligt Samvirke – Action Aid Denmark:
Centerchef – Kampagner, Kommunikation, fundraising (2016-2017)

Rostra Kommunikation:
Seniorrådgiver i kommunikation og public affairs (2008-2012)

Det Kriminalpræventive Råd:
Forfatter til forskningspublikation om ofres retssikkerhed (2009) DSB / Rejsekort: Kommunikationskonsulent (2007-2008)

Amnesty International:
Kampagneleder (2004-2007)

Institut for Menneskerettigheder:
Assistent på ’Access to Justice’ (2002-2003)

Uddannelse:
cand.scient.pol fra Københavns Universitet med diplom i ledelse fra DTU.