Lasse K. Hansen og Nikolaj Dam gav den fuld gas på den alternative rute i Soft Ice Løbet, der blev løbet på en alternativ rute på 4,6 km. Foto: Jacob Jepsen

Nikolaj Dam og Lasse K. Hansen var blandt de hurtigste: Motivationen er der, selv når man ikke kan vinde Soft Ice Løbet

MOTIONSLØB

– Det er jo noget andet, når man ligger der alene, men jeg pressede godt på.

Bornholmeren Nikolaj Dam brugte 16 minutter og 28 sekunder om den 4,6 km lange rute, der i år udgjorde nødudgaven i et corona-ramt Soft Ice Løbet.

Saysky-løberen er vant til fine placeringer i det bornholmske isløb, for to år siden blev han nummer to, og i onsdagens udgave blev han noteret for den bedste tid i resultatlisten på 16 minutter og 24 sekunder.

– Man har ikke noget at sammenligne med, det er en ny rute i år, så jeg ved ikke, hvor godt det er, sagde Nikolaj Dam.

Viking Atletiks Lasse K. Hansen plejer også at være med og kæmpe om topplaceringerne, og det blev da også til tredjeplads på listen med en tid på 17.36 minutter.

– Jeg løb pænt til. Jeg gjorde, hvad jeg kunne, sagde Vikingløberen, som i 2019 var næstbedst i løbet, der under normale omstændigheder har en længde på 6,9 km.

Ens for de to eliteløbere er, at de savner at konkurrere, som de kender det. I et stort felt og mod hinanden.

– Jeg håber, der kommer gang i banestævnerne. Så vil jeg satse på at løbe nogle gode tider der, siger Nikolaj Dam, der tror på den mulighed i slutningen af juli eller i august.

– Sidste konkurrence, jeg var med til, var et crossløb i februar, så jeg savner også at konkurrere. Jeg ville gerne møde andre gode løbere, siger Lasse K. Hansen.

Løbets næstbedste tid fik Leon Kofoed, Garmin/Reborn OCR, han sneg sig under de 17 minutter på 16.59 minutter.

God træningsperiode

Perioden uden konkurrencer har dog givet dem begge mulighed for god grundtræning, og motivation har der været masser af.

– Jeg kan godt lide at træne, og der har ikke været noget, der har forstyrret, så man har kunnet koncentrere sig om sin egen udvikling og dermed blive lidt mere langsigtet. Det har været en god periode, fastslår Nikolaj Dam.

Hurtigste kvinde i løbet var Vikings Atletiks Mathilde Helms Kjær, der løb på 19 minutter og 51 sekunder. Klubkammeraten Freja Rasmussen figurerer i listen på en andenplads og løb 20.17 minutter, mens Helene Draborg fra København på tredjepladsen løb sekundet langsommere på 20.18 minutter.