220 løb med i Soft Ice Løbets coronaudgave

220 løb med i Soft Ice Løbets coronaudgave
Gert Helmersen fra Viking Atletik begav sig ligesom de 200 andre deltagere alene ud på ruten. Den 63-årige Viking-løber løb de kuperede 4,6 km på 20 minutter 53 sekunder. Foto: Jacob Jepsen
| 2. JUL 2020 • 07:51
Af:
mette-holm-hansen

2. JUL 2020 • 07:51
MOTIONSLØB

Målområdet ved onsdagens Soft Ice Løb på Gudhjem Havn så næsten præcis ud, som det plejer at gøre. Viking Atletik havde sat målsluse, målportal, ur og klubbens campingvogne op, og man fornemmede langt fra, at her var der tale om en nødudgave af det populære og traditionsrige isløb.

En samlet start var skiftet ud med et start- og målområde, hvor deltagerne, helt som det passede dem, kunne tjekke ind og ud og løbe i tidsrummet mellem klokken 10 formiddag og klokken 19.30 aften.

På forhånd havde 136 løbere børn og voksne tilmeldt sig løbet, og løberne kom i en pæn strøm til start og målområdet, der på intet tidspunkt var overbefolket med motionsløbere.

– Det kunne da være sjovt, hvis vi kom op på 200, sagde Claus Clausen, da der var gået et par timer af de i alt ni timer, deltagerne havde til at starte i.

I alt fandt 220 deltagere til Gudhjem Havn og altså mange på selve løbsdagen. Men helt den samme hurlumhej som i et løb med over 600 deltagere, var der naturligvis ikke.

– Vi kan jo ikke få den samme stemning, og mange løber kommer jo også til vores motionsløb, fordi der er noget socialt i at dele en fælles oplevelse, siger formanden.

Alligevel er Soft Ice Løbet blandt de løb, klubben nødigt ville undvære.

– Det er rigtig vigtigt, at vi gennemfører, så folk ved, at vi stadig er her. Og med det her koncept, er der ikke meget mere end 20 mennesker i området ad gangen, så det er forsvarligt at afvikle på denne måde, mener formanden, der da også lige minder bladets udsendte og et par løbere om at holde afstand, da der blev sammelignet tider med udstrakte arme i målområdet.

Flere løb på vej

Løbet var af hensyn til trafikken blevet gjort 2,3 kilometer kortere, så man undgik, at løberne skulle gennem Melsted og Gudhjems gader med masser af trafik. Et børneløb havde man også fået plads. Her løb børnene en ud- og hjemrute på i alt 1.200 meter.

Soft Ice Løbet er det andet løb i rækken af "nødløb", som Viking Atletik har valgt at gennemføre. I uge 30 afvikler man Etape Bornholm på lignende vis, og selv Almindingsløbet i september har man planer omkring, hvis covid-19 fortsætter med at påvirke den måde sportbegivenheder kan afvikles på.

– Så vi må se, om konceptet holder. Vi overvejer at lave Almindingsløbet på sammen måde, for eksempel over fire timer, fortæller Claus Clausen.

I alt deltog 220 deltagere i Soft Ice Løbet 2020 fordelt på 175 voksne og 45 børn.