Regeringen dropper krav om seks overnatninger for norske turister

Regeringen dropper krav om seks overnatninger for norske turister
Gågaden i Rønne. Foto: Berit Hvassum
| 1. JUL 2020 • 12:00
Af:
ritzau

1. JUL 2020 • 12:00
Det vil ikke længere være et krav, at turister bosiddende i Norge skal overnatte seks dage i Danmark for at få lov til at krydse grænsen.

Det siger justitsminister Nick Hækkerup (S) på et samråd onsdag formiddag.

- En af de ting, som vi kommer til at gøre, og som vi kommer til at melde ud senere i dag, er, at Norge overgår til at være i grænselandsmodellen. Det vil sige, at seksdagesreglen ikke kommer til at gælde længere for personer med bopæl i Norge, siger han.

I øjeblikket er turister fra grænselandet i Skåne, Halland og Blekinge i Sverige samt Slesvig-Holsten i Tyskland også undtaget fra at opfylde et krav om seks overnatninger i Danmark for at få lov at komme ind i landet.

Turister fra de svenske områder skal dog i øjeblikket kunne fremvise en negativ coronatest, som ikke må være mere end 72 timer gammel. Det skyldes, at regionerne ikke lever op til regeringens krav om, hvor meget smitte der må være i samfundet.

Hvornår Norge præcist bliver undtaget fra seksdageskravet, oplyser ministeren ikke.

Justitsministeren og erhvervsminister Simon Kollerup (S) er indkaldt i samråd for at begrunde regeringens beslutning om at kræve, at turister skal overnatte seks dage for at få lov at komme ind i landet.

Nick Hækkerup fortæller, at regeringen har indført kravet om seks overnatninger ud fra et forsigtighedsprincip og for at begrænse turismen i særligt København.

Samrådsspørger Martin Geertsen (V) vil vide, hvornår regeringen påtænker at droppe kravet.

Det giver justitsministeren ikke noget svar på. Han siger blot, at målet er at vende tilbage til normalen så hurtigt som muligt.

Regeringen åbnede i første omgang for turister fra Norge, Island og Tyskland fra 15. juni. Dog var det i begyndelsen ikke tilladt at overnatte i København og Frederiksberg.

Men efter protester fra oppositionen besluttede regeringen at ændre den beslutning, så turister også kan overnatte i hovedstaden.