Udstilling på museet: Dødens kaffebord hos familien Holm

Udstilling på museet: Dødens kaffebord hos familien Holm
Familien Holm skulle have fejret befrielsen omkring om eftermiddagen den 7. maj 1945. Men kaffen blev aldrig serveret, og far og mor og to børn omkom, da bomben ramte deres hus. Foto: Bornholms Museum
| 1. JUL 2020 • 11:15
Af:
torben-oestergaard-moeller

1. JUL 2020 • 11:15
UDSTILLING

Bornholms Museum i Rønne slår i dag, onsdag, dørene op til en udstilling om bombardementerne i 1945 af Bornholm, oplyser museumsinspektør, ph.d. Jakob Seerup i en pressemeddelelse, som også fortæller, at der er tale om "en tankevækkende totaloplevelse":

I en udstilling, der er opbygget med scenografiske virkemidler og lyd og musik, kan man således opleve kontrasten mellem det glade befrielsesbudskab den 4. maj og de ødelæggende bombardementer af Nexø og Rønne nogle dage senere.

Museet har dækket op med det kaffebord, som familien Holm skulle have fejret befrielsen omkring om eftermiddagen den 7. maj 1945. Men kaffen blev aldrig serveret, og far og mor og to børn omkom, da bomben ramte deres hus.

Efter kaffebordet følger en totaloplevelse, hvor man går ind i et genskabt ruinlandskab. De ødelagte facader omgiver gæsterne, og fortsætter scenografisk ud i rummet med murbrokker, teglsten og effekter, der er efterladt i kaos. I baggrunden spiller en film med et lydspor, som var man i en biograf. Originale billeder, lydklip og film er komponeret og sat sammen af komponist Jesper Mejlvang.


Jakob Seerup, som har kurateret udstillingen, fortæller, at museet med denne anderledes udstilling med scenografi, film og musik har ønsket at gøre fortidens drama og tragedie nærværende:

– Vi ønsker ikke blot at formidle de historiske kendsgerninger, men også at få dig som gæst til at føle og mærke efter inde i dig selv. Hvordan var det egentlig dengang? Hvordan er det mon, når ens by bliver bombet?

I andre dele af museets udstillinger findes en mere traditionel montreudstilling, hvor de originale genstande fra besættelsestiden er udstillet, men i forbindelse med 75-året for bombardementet var der en anledning til at give et nyt bud på formidlingen af bombardementet.

– Udstillingen var egentlig planlagt til at åbne på årsdagen for befrielsen den 4. maj, men det måtte udskydes på grund af coronasituationen. Men nu er vi genåbnet, og vi mærker stor interesse fra både lokale og turister. Vi håber, de vil tage udstillingen til sig, som den oplevelse den er – det er ikke hver dag, man oplever flybombardementer i surroundsound på danske museer, bemærker museumsinspektøren.

 
 

Fakta

Da de tyske tropper på Bornholm ikke ville overgive sig til sovjetiske styrker, blev Nexø og Rønne udsat for flybombardementer den 7. og 8. maj 1945. Ved bombardementerne omkom 10 civile bornholmere og et større antal tyske soldater og civile flygtninge.

Den 9. maj 1945 overgav de tyske tropper sig betingelsesløst og russiske tropper gik i land.

Ud af Rønnes i alt 3.200 ejendomme blev 2.900 beskadiget, heraf blev 212 huse totalt ødelagt.

Ud af Nexøs i alt 959 ejendomme blev 856 beskadiget, 175 huse totalt ødelagt.

Kilde: Bornholms Museum