Coronaen har vendt op og ned på meget – men ikke på sagsbehandlingen i Kystdirektoratet

Coronaen har vendt op og ned på meget – men ikke på sagsbehandlingen i Kystdirektoratet
Galløkken Strand Camping ville gerne inddrage et område nord for pladsen til en midlertidig teltplads, men det kan ikke lade sig gøre, da Kystdirektoratet siger nej. Campingpladsen ville efter eget udsagn bruge området i tre uger, men direktoratet er bekymret for, at det vil skabe præcedens. Foto: Berit Hvassum
| ABONNENT | 1. JUL 2020 • 07:06
Af:
henrik-nielsen
| ABONNENT
1. JUL 2020 • 07:06
MILJØ

Den verdensomspændende coronapandemi har vendt op og ned på meget, men ikke på sagsbehandlingen i Kystdirektoratet. Det viser en aktuel sag fra Rønne, hvor Galløkken Strand Camping har søgt om tilladelse til en midlertidig udvidelse i tre uger i sommer. I direktoratet forstår man godt ønsket i den aktuelle situation, hvor ekstraordinært mange danskere holder ferie herhjemme. Det får bare ikke nogen indflydelse på sagsbehandlingen og afgørelsen.

Afslaget er givet med henvisning til, at det ansøgte ligger inden for strandbeskyttelseslinjen.

– Når man er inden for strandbeskyttelseslinjen, så er udgangspunktet, at det er en forbudszone. Det vil sige, at man kan ingenting som udgangspunkt, medmindre man kan få en dispensation i et særligt tilfælde. Det lyder ret voldsomt at sige forbudszone, og det ender faktisk med, at omkring 80 procent af sagerne alligevel ender i en eller anden form for dispensation, siger områdechef for kystzoneforvaltning Hans Erik Cutoi-Toft.

Almenvældet til glæde

Når Galløkken Strand Campings ansøgning ikke havner blandt dem, der får en form for dispensation, så skyldes det ifølge områdechefen, at når Kystdirektoratet skal give dispensation til noget midlertidigt, så skal det samtidig se på muligheden for, at det bliver varigt.

– Det vil sige, at når man først har fået en dispensation til et midlertidigt forhold, så skal vi et eller andet sted kunne acceptere, at det midlertidige forhold ender med at blive varigt, hvis vi skal kunne dispensere til den, siger Hans Erik Cutoi-Toft.

Et eksempel kunne være opstilling af et volleyballnet til et beachvolley-stævne.

– Så havde det været inden for rammen af det, man kan få lov til at lave inden for strandbeskyttelseslinjen. Hvis det er noget, der kommer almenvældet til glæde og gavn, og hvis det overhovedet ikke påvirker, efter det er fjernet, forklarer Hans Erik Cutoi-Toft.


Ikke inden for rammen

Galløkken Strand Camping søgte om en midlertidig udvidelse med en teltplads, men i forhold til gældende regler skal Kystdirektoratet ifølge Hans Erik Cutoi-Toft se på det som en udvidelse af en erhvervsvirksomhed, hvor lille den end må synes.

– Det er nu en gang det regelgrundlag, der ligger til grund for det her. Vi skal se på det som en udvidelse, og hvis vi skulle dispensere, så skulle vi også være villige til at acceptere, at den kom igen næste år og næste år og næste år igen, og det er simpelthen ikke inden for rammen af, hvad vi kan dispensere til, siger han.

– Det er ikke, fordi vi ikke kan forstå ønsket om at kunne få nogle flere gæster i en situation, hvor der er et helt særligt behov i Danmark, for når man ikke kan rejse ud, så må man rejse ind, havde jeg nær sagt. Det kan vi godt forstå, men det er bare ikke et hensyn, vi kan lægge vægt på i sagen her.