Cafeen åbner igen: Jeg savner kunderne

Cafeen åbner igen: Jeg savner kunderne
– Vi har fået medhold i Planklagenævnet. Så nu åbner vi Café Skansen igen, når de sidste aftaler er faldet på plads, siger Jan Christiansen, der har drevet sommerkiosk på havnen i Arnager siden 2008. Foto: Berit Hvassum
| ABONNENT | 1. JUL 2020 • 12:55
Af:
anette-vestergaard
| ABONNENT
1. JUL 2020 • 12:55
ARNAGER

Efter to års juridisk tovtrækkeri, er der nu endelig faldet en afgørelse i sagen om Café Skansen i Arnager.

– Vi har fået medhold i Planklagenævnet. Så nu åbner vi Café Skansen igen, når de sidste aftaler er faldet på plads, siger Jan Christiansen, der har drevet sommerkiosk på havnen i Arnager siden 2008. Udover selve kiosken har han de seneste år opsat en container ved kiosken til opbevaring af varer samt borde og stole uden for åbningstid.

Dette har vakt vrede hos en sommerhusejer, der har grund direkte ned til parkeringspladsen. Naboen mener, at cafeen medfører støjgener, at en container vil virke direkte skæmmende, og at der således hverken tages hensyn til områdets natur og miljø eller vilkårene for beboerne i området.

Naboen ankede derfor kommunens landzonetiladelse til Planklagenævnet i Viborg i 2018.

Klagenævnet har nu behandlet sagen, og Jan Christiansen har fået tilladelse til at drive sin sommercafé og holde åbent alle dage i tidsrummet klokken 11-18.

– Det er jeg glad for. Jeg savner kunderne, siger Jan Christiansen, der er bosiddende i Arnager.

Hans sommercafé har gennem årene nydt stor opbakning blandt de lokale. I 2018 tog den lokale borgerforening initiativ til en underskriftsindsamling, hvor 600 borgere skrev under på, at ankesagen ikke skulle have opsættende virkning.

Det fik den så alligevel. Men efter to år er Jan Christiansen, eller Skansefar, som han kaldes i lokalområdet, klar til en ny sæson på Arnager Havn.


Besøgstallet i Arnager er steget

Det vækker glæde hos borgerforeningens formand Arne Ipsen:

– Det er super. Der kommer mange mennesker hernede om sommeren, siger Arne Ipsen og tilføjer, at besøgstallet i det lille fiskerleje sydøst for Rønne er steget, efter at den nye bro blev indviet sidste år.

– Der er tit fyldt på parkeringspladsen søndag eftermiddag, siger formanden for borgerforeningen.

Mange går en tur ud på broen, nogle bader fra den nye badetrappe halvvejs ude, og området tiltrækker mange lystfiskere året rundt.

Borgerforeningen har derfor stillet ekstra borde op på havnen, som benyttes flittigt af de besøgende.

Men det er ifølge Arne Ipsen godt, at Café Skansen kommer tilbage.

– Der har manglet noget dernede, siger han.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra klageren.

 
 

Afgørelsen

Jan Christiansen har ifølge Planklagenævnet fået lov til opstilling af en cafévogn samt tre borde med en diameter på 90 centimeter og tilhørende stole på en kommunal parkeringsplads og ved siden af en offentlig toiletbygning.

Bag cafévognen opstilles en container op mod skellet til naboen til opbevaring af varer samt borde og stole uden for åbningstid.

Cafévognen er 3,4 meter lang, 2,1 meter bred og 2,6 meter høj, i alt cirka 7,1 kvadratmeter, og containeren er 4 meter lang, 2,2 meter bred og 2,2 meter høj, i alt cirka 8,8 kvadratmeter.

Caféen skal holde åbent cirka fire måneder om året fra midt maj til midt september afhængigt af vejret. Herudover påtænkes der holdt fem-seks årlige musikarrangementer.

Kilde: Planklagenævnets afgørelse fra 7. juli 2020.

 

 
 

Info

Hele afgørelsen kan ses på https://pkn.naevneneshus.dk – søg på Arnager.