Hurtigfærgen Express 2 var længe om at lægge til kaj, da den tirsdag eftermiddag ankom forsinket til Rønne Havn efter sin – på grund af aftenens aflysninger – sidste tur på havet.
Slæbebåden Ursus kom til undsætning og måtte i forskellige forsøg skubbe færgen på plads i den kraftige sommervind.
Cirka en times forsinkelse blev det til, før passagererne kunne gå eller køre fra borde. Det bekræfter kommunikationschef Jesper Maack fra Bornholmslinjen.
– Nu puster den ud ved krydstogtkajen til i morgen, skriver han i en sms til Bornholms Tidende.
Aflyst i aften
Aftenturen 18.30 fra Rønne og 20.30 fra Ystad er nemlig aflyst på grund af bølger.
Express 2 sejler ikke normalt på ruten mellem Rønne og Ystad men er i denne sommer sat ind som ekstrafærge for at tilbyde mere plads. Normalt er det den mindre færge Max, der sejler sammen med Express 1 i sommermånederne.