Efter flytningen til Bornholm: Karen Dagmar har fået mere tid til sin kunst

Efter flytningen til Bornholm: Karen Dagmar har fået mere tid til sin kunst
Karen Christensen har specialiseret sig i dyremotiver, som bliver tegnet med blækpen og derefter printet ud som plakater. Foto: Jakob Jepsen
| ABONNENT | 29. JUN 2020 • 07:18
Af:
redaktionen
| ABONNENT
29. JUN 2020 • 07:18
ERHVERV

– Vi havde brug for at komme lidt ned i tempo og bo billigere, og min mand spurgte, om vi skulle flytte til Bornholm. Jeg sagde ja med det samme, for jeg vil gerne have mere tid til børnene og til det her, siger Karen Christensen.

Hun slår armene ud mod "det her", som er hendes nye butik i Østergade i Hasle, lige overfor Brødrene Anker. Her har Karen Christensen med god hjælp af sin mand, Bjørn Christensen, etableret "Karen Dagmar – håndtegnet og signeret kunst fra mig til dig – Kunstprint & nips". Butikken er etableret i en tidligere garage, så picantoen står ude på gaden.

Familien, der også tæller Emilie på 12 år og Mathæus, 10 år, skiftede i marts Rødovre ud med Hasle, og det er Karen Christensen godt tilfreds med.


Fra Aakirkeby

– Jeg er fra Aakirkeby, hvor mine forældre stadig bor, og boede i mine første 20 år på Bornholm, derefter i 20 år ovre, og nu er jeg tilbage på Bornholm. Jeg er vild med hasleområdet på grund af den flotte natur, og vi søgte efter hus på strækningen mellem Rønne og Hasle.

Karen Christensen er uddannet billedkunstlærer og hendes store interesse er at lave blæktegninger, som hun printer til de plakater, som er den primære vare i butikken. Hun er med egne ord vild med dyr. Hun tegner dem oftest ud fra et foto.

– De fleste billeder finder jeg selv på, men man kan også komme med et billede og bede om at få det tegnet, fortæller Karen Christensen.

– Jeg tegner, når børnene er i skole, for jeg skal gerne have ro, siger hun og fortæller, at det kan tage mange timer med den tynde blækpen at tegne et meget detaljeret billeder.


Arbejde på skolen

Karen Christensen holder i første omgang åbent tre dage om ugen og er spændt på, om kunderne kan finde vej til hende.

– Jeg har fået nogle timer på Svartingedal Skole, hvor jeg i det kommende skoleår skal undervise i håndværk og design. Det er også meget rart at få en fast indtægt. Min mand er skiltemand, og på lidt længere sigt kunne vi godt tænke os at finde et større hus, så vi kan indrette en større butik som et fælles projekt.

Bjørn Christensen, der i øjeblikket har travlt med at lave butiksskilte, er allerede repræsenteret i butikken med nogle uroer og børneværelsesskilte.