De cykler 380 støttekilometer i privat regi

De cykler 380 støttekilometer i privat regi
Rytterne og mandskabet på Støtte-Touren kørte søndag rundt om Bornholm, og mandag og tirsdag gælder det de sjællandske landeveje. Eget foto
| 29. JUN 2020 • 14:50
Af:
jakob-noermark

29. JUN 2020 • 14:50
Velgørenhed

Disse dage træder ni cykelryttere i pedalerne i den gode sags tjeneste. De skulle have udgjort et bornholmsk hold i den landsdækkende kampagne Team Giv Håb, der måtte aflyses på grund af coronasituationen.

I stedet for at annullere alle planer besluttede holdet at gennemføre en velgørenhedsløbet i privat regi – og det blev omdøbt til Støtte-Touren.

Modtagerne af de penge, som det lykkes at samle ind, er den samme – organsitionen Børn, Unge og Sorg.

– De hjælper med sorggrupper og psykologhjælp. De driver Sorglinjen og har den seneste tid også haft en coronalinje, fortæller holdkaptajn Kennet Holm-Mortensen.

De ni ryttere og det tre mand store hold i servicebilen indledte søndag formiddag cykelturen ved at køre Bornholm Rundt. De nåede frem til Rønne i god tid inden eftermiddagsafgangen til Køge. Herfra fortsætter gruppen mandag på sjællandske landeveje. Efter to dages tur rundt på Sjælland med overnatning i Snekkersten ved Helsingør vender Støtte-Touren tilbage med færgen natten til onsdag.

I alt skal holdet tilbagelægge cirka 380 kilometer.