Jeg er ikke 'Den indbildt syge'

KRONIK

Vi journalister har vistnok for de flestes vedkommende en trang til at skulle have alting ud at vende i det offentlige rum. Til en vis grænse, når det handler om vores private liv.

Jeg har derfor på intet tidspunkt været hemmelighedsfuld om min kones alzheimers, der førte til hendes død i 2019 eller om min egen kræftsygdom.

For godt 17 år siden døde en af mine rigtig gode venner fra ungdomsårene i Rønne. Han var også journalist, forlod Bornholm og gjorde karriere i hovedstaden. Mange år senere vendte han hjem til øen, og for omkring 20 år siden skrev han læserbreve i Bornholms Tidende om, at han var blevet fejlbehandlet på Rigshospitalet og derfor skulle dø.

Selv om vores venskab på det tidspunkt var ebbet ud, berørte det mig, men jeg anede ikke, hvordan jeg skulle håndtere situationen. Så i stedet for at stille op som den gamle ven, gjorde jeg ingenting.

Har ingen grund til klage

Det har jeg både været ked af og fortrudt mange gange siden. Men jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle optræde over for ham, fordi mit kendskab til sygdom dengang var betydeligt ringere end i dag.

Jeg kan ikke påstå, at mine omgivelser har reageret på samme kedelige facon over for mig, hverken da jeg måtte erkende, at min kones dage var talte, da hun blev ramt af den sygdom, der gjorde hende til en grøntsag og samtidig skabte tvivl i mit hovede om, hvorvidt hun sad derinde bag en skal og råbte om hjælp. Eller da jeg selv blev ramt af prostatakræft med metastaser til mit skelet.

Jeg er blevet modtaget med masser af kærlig, omsorg og empati. Jeg har fået al mulig hjælp, og jeg har ikke noget at klage over.

Uhelbredeligt syg

Men nu skriver jeg det så for første gang: Jeg er uhelbredeligt syg. Undlad venligst at blive chokeret. At min sygdom er uhelbredelig skal ikke forveksles med, at jeg skal dø i morgen, om en måned eller om to år. Ingen kender min udløbsdato. Jeg kan stadig nå at blive 100 år, selvom det måske er mindre sandsynligt i dag, end det var for 5-6 år siden.

Der er stort set ingen, som jeg taler om min død med. Jeg har nok heller ikke rigtig lyst til det.

For jeg har det jo egentlig godt, trods alle de skavanker, som er en følge af mit fødeår (1943) og en kemobehandling, der har påført mig nogle ubehagelige følgevirkninger.

 

Jeg føler mig privilegeret over at bo i et land, hvor man tager sig af sine syge og gamle

 

Jeg har en elendig kondition og nogle ømme led og muskler, hvilket dygtige fysioterapeuter på Sønderbo i Rønne i denne tid forsøger at gøre noget ved - i samarbejde med mig.

Jeg er naturligvis lidt psykisk påvirket af den uvished om min livslængde, som jeg pludselig for tre år siden blev gjort opmærksom på, da jeg fik diagnosen. Jeg synes, at jeg er begyndt at spekulere mere og mere over det. Ikke fordi jeg er blevet dårligere, men måske fordi jeg endnu ikke har vænnet mig til tanken om, at jeg er dødelig.

Jeg føler mig privilegeret over at bo i et land, hvor man tager sig af sine syge og gamle. Jeg lukker ikke øjnene for, at der findes folk, der er uheldige med den behandling, de får fra systemet. Men jeg tror, at vi, der er tilfredse, er i stort flertal. Og forholdsvis tavse. Jeg har oplevet en fantastisk hjælp i min kones sidste tid fra hjemmepleje, læger og alle mulige andre mennesker i systemet.

Nervøs før undersøgelser

Jeg har selv fået en enestående behandling af praktiserende læger, sygehus- og sundhedspersoner, både her på Bornholm og på Rigshospitalet.

Og hvorfor føler jeg så lige netop nu trang til at meddele om min situation?

Jo, jeg bliver altid lidt nervøs, når jeg har aftalt med systemet, at nu skal vi i gang med nogle nye undersøgelser.

 

Jeg håber, at det ender med, at jeg bliver sat i en eller anden behandling, der kan forlænge min holdbarhed og udskyde sidste anvendelsesdato

 

Den situation står jeg i lige nu. Det starter en af dagene, hvor jeg skal til en CT-skanning på Riget, og det fortsætter 14 dage efter med endnu en scanning, denne gang af hele mit syge kadaver. Efterfulgt af en konsultation med ekspertisen på Riget.

Jeg håber, at det ender med, at jeg bliver sat i en eller anden behandling, der kan forlænge min holdbarhed og udskyde sidste anvendelsesdato.

Åd immunforsvaret

Allerhelst ville jeg jo have fuldført den behandling, jeg var i det meste af forrige år, hvor udsigten med et spændende forsøg måske var, at radioaktivitet kunne æde kræftcellerne/metastaserne i mit skelet.

Desværre gik der forud en pillebehandling, som i stedet åd mit immunforsvar, så forsøget måtte indstilles. Siden har jeg været efterladt i et vakuum, som til en vis grad er blevet mindsket af gode venner og veninder samt naturligvis familien, som har støttet mig.

 

Der har været masser af tid, hvor jeg kunne tænke. Og det værste er mørke tanker.

 

Men så kom coronaen og bragte mig i delvis isolation. Det har været en lang og trang tid, hvor man stort ikke kunne mødes med andre mennesker, før vejret blev så godt, at vi kunne sidde udenfor med passende afstand.

Men der har været masser af tid, hvor jeg kunne tænke. Og det værste er mørke tanker.

Kronisk syg

Og nu siger jeg noget, som på ingen måde skal opfattes som kritik af nogen, fordi det svarer til, hvordan jeg selv havde det med døden, da en gammel ven måske havde brug for mig for en del år siden.

Jeg ER syg. Jeg er kronisk syg. Jeg har kræft. Den vil formentlig ikke helt stoppe sin udvikling, før jeg lukker øjnene for sidste gang. Men jeg har det nogenlunde tåleligt.

Det eneste jeg egentlig beder om, er forståelse for, at jeg ER kronisk syg, selv om der er rigtig mange, der er så søde at fortælle mig: “Jamen, du ser da godt ud!”

I mine “syge” øre lyder det ofte som en slags anklage for hypokondri. Altså at jeg spiller syg. Tro mig, jeg er altså ikke “den Indbildt syge” som i Molières komedie af samme navn.

Har været heldig

Og nu rinder det mig i hu, at min gode ungdomsven formentlig havde det som jeg, da han for en snes år siden kom hjem til Bornholm med en dødelig diagnose. Hans læserbreve var rimeligvis et råb om hjælp. Sådan hørte jeg dem desværre ikke. Havde jeg gjort det, havde jeg formentlig taget mod til mig, opsøgt ham og været der for ham. Jeg har været så heldig, at alle mine venner og familie har været der for mig i de sidste 3-4 år, hvor jeg mistede min elskede og selv blev ramt af alvorlig sygdom.