En ekstraordinær indsats i en ekstraordinær situation

En ekstraordinær indsats i en ekstraordinær situation
Åvangsskolen. Arkivfoto: Berit Hvassum
| ABONNENT | 28. JUN 2020 • 18:15
Af:
laeserbrevsskribent
| ABONNENT
28. JUN 2020 • 18:15
Læserbrev

Ferie, ferie, ferie…

De bornholmske skoleelever har fortjent en god sommerferie efter et temmelig anderledes skoleår.

Elever og personale har evalueret den gradvise genåbning af skolerne, og svarene er entydigt positive.

Lærerne har haft tid til at koncentrere sig om undervisningen og har gjort brug af anderledes og kreative undervisningsforløb. Vi oplever, at eleverne trives og har fokus på skolearbejdet i de timer, de er i skolen - med få konflikter i løbet af skoledagen.

Ofte har vi haft eleverne i små grupper eller været to lærere. Det har givet tid til at hjælpe de elever, som synes, har det var svært og tid til at ”skubbe” til de elever, der kunne bruge lidt flere udfordringer.

I timerne har vi oplevet elever, der var motiverede og undervisningsparate, og de har generelt haft mere overskud til skolen – når de var i skole.

Som en elev sagde: ”Jeg kan godt overskue skolen og koncentrere mig, for jeg skal ikke være her hele dagen”.

Efter et par uger med hjemmeundervisning savnede de fleste elever skolen. For lærernes vedkommende opstod savnet allerede på dag 1. Hjemmeundervisningen gav dog visse gode erfaringer - både elever, forældre og lærere er blevet superbrugere af Aula og MinUddannelse. Eleverne har haft møder på Skype, de har filmet fremlæggelser og været tålmodige, når teknikken drillede.

Tak til alle forældre, som har kastet sig ind i jobbet som hjemme-lærere samtidig med, at I har passet eget job og alt andet, der hører med. Tak for alle de positive tilkendegivelser, I forældre har givet os. De varmer og motiverer.

Bornholms Lærerforening vil gerne arbejde med nye tiltag i den bornholmske folkeskole. Coronatidens erfaringer har vist os, at kortere skoledage, to lærere i klassen og færre opgaver til lærerne skaber mere kvalitet i undervisningen. Det skaber en bedre skole og mere tilfredse og dygtige elever. Dette vil vi arbejde for.

På vegne af Kredsstyrelsen i Bornholms Lærerforening

Signe Schmidt, Østergade 55, Rønne