Drømmen er en svømmehal til 200 millioner kroner

Drømmen er en svømmehal til 200 millioner kroner
Rønne Svømmehals bestyrelse med formand Thomas Bay Jensen i spidsen arbejder sideløbende med at holde den eksisterende hal i drift og med at skaffe en afløser i form af et vandkulturhus. Arkivfoto: Berit Hvassum
| ABONNENT | 28. JUN 2020 • 14:45
Af:
henrik-nielsen
| ABONNENT
28. JUN 2020 • 14:45
BYGGERI

Bestyrelsen i Rønne Svømmehal drømmer om en ny svømmehal i form af et vandkulturhus ved Nørrekås. Huset skal kunne være noget for bornholmere i alle aldersgrupper og for øens gæster. Det skal være noget, der samler alt omkring vand, og det skal i sig selv være en grund til at tage til Bornholm.

"I visionen hedder det et byggeri på 3.500 kvadratmeter, som beløber sig til cirka 200 millioner kroner. Det er mange penge. Er det urealistisk? Det må tiden vise", står der i den beretning, som svømmehallens bestyrelse fremlagde på et repræsentantskabsmøde i denne uge.

Tanken bag det høje ambitionsniveau er at kunne tiltrække større danske fonde som finansierende partnere. Næste skridt er søge om midler til rådgivere, der skal styre processen igennem de forberedende analyser og medinddragelsesmøder og derefter udforme det endelige projektprogram og tegning, forud for en arkitektkonkurrence. Det koster 800.000–1.000.000 kroner, og de første 125.000 kroner er givet af Bornholms Brand, fremgår det af beretningen.

"Vi forventer, at projektet på et eller andet tidspunkt skal køre videre i en selvstændig projektgruppe, hvor den nuværende bestyrelse bliver repræsenteret", fortæller bestyrelsen i sin beretning.

Arbejdet begynder snart

Arbejdet for en ny svømmehal foregår sideløbende med, at bestyrelsen gør, hvad den kan for at holde liv i den nuværende i Højvangen. I beretningen fortæller bestyrelsen, at den forventer, at den nuværende svømmehal maksimalt har en levetid på syv-otte år.

Første opgave er at få udbedret en vandskade, som blev opdaget i begyndelsen af 2019. Svømmehallen har fået en bevilling på 1,9 millioner kroner fra regionskommunen samt i alt 400.000 kroner fra Sparekassen Bornholms Fond og Brdr. E., S. & A. Larsens Legat til at gennemføre en totalreparation af taget.

"Nu er vi der, hvor den vindene entreprenør af licitationen, som er PL Entreprise, kan påbegynde byggeriet i næste uge", fortæller bestyrelsen i sin beretning.

Om alt går vel, forventer svømmehallen at åbne i uge 42.