Hvad ligner det …

KLUMME

Det ligner, at der er noget galt med den sproglige udvikling for tiden.

For eksempel kan min begejstring for den måde, at bruge ordet "ligner" på, sådan som jeg netop har gjort, ligge på et meget lille sted.

En sprogkyndig skrev på et tidspunkt om ordet i en klumme i dagbladet Politiken og forklarede, at vi tidligere udelukkende ville bruge ordet i betydninger som "tvillingerne ligner hinanden" – og lignende.

Men nu – og det kan faktisk spores helt tilbage til omkring 1990 – er andre brugsmåder altså dukket op, og det i en grad, så det ifølge Den Danske Ordbog er legitimt at benytte dem. Den samme udvikling ser man med udtrykket "at virke", som har vundet frem i formen "det virker til".

Bvadr, siger jeg bare, men erkender også, at man må bøje sig for ordbogen.

Eller som der stod i Politiken-klummen:

"Det virker til, at de to udtryk er kommet for at blive. Og det ligner, at der ikke er nogen vej uden om at acceptere det".

Hvad ligner det!?

Sådan kan udtrykket også bruges: Som et afsluttende retorisk spørgsmål i en sætning, hvor man fortæller om noget, man finder utilbørligt, urimeligt eller u-noget andet – og altså ikke et spørgsmål, man afventer noget svar på.

Dét var en dårlig idé,
mente denne charmerende
politiker, for de penge,
der bliver delt ud,
er jo vores andres,
altså os, der er i arbejde
og har optjent feriepengene,
som regeringen ville dele ud af

Da Ole Birk Olesen fra Liberal Alliance for et par uger siden var grundigt sur over, at regeringen, nu hvor vi andre får en pose feriepenge retur, ville give 1.000 kroner til folk på overførselsindkomst såsom bistandsklienter og førtidspensionister blev jeg ikke overrasket, men snarere lidt forstemt over hans indstilling.

Dét var en dårlig idé, mente denne charmerende politiker, for de penge, der bliver delt ud, er jo vores andres, altså os, der er i arbejde og har optjent feriepengene, som regeringen ville dele ud af. Men til folk på overførselsindkomst? Nej, de har optjent nul og niks, og det var en hån mod os andre, måtte man forstå, og nu fik – altså FIK, som i uden modydelse eller arbejdsindsats – disse grupper bare endnu flere penge at bruge, tordnede han. Endnu flere penge?

Ærlig talt, Ole Birk Olesen, dén indstilling – hvad ligner det!?

I kunstens verden kan dette med at ligne have en vis betydning. Vi er nok nogle stykker, der har stået ved en udstilling og kløet os i håret – hår eller ej – og tænkt, hvad forestiller det der? Det ligner ikke rigtig noget, synes jeg.

Skal man så lægge energi i at tolke, studere, mærke efter, eller bare afskrive det som fiduskunst?

Smile høfligt, men forlade udstillingen med himmelvendte øjne og et uudsagt "hvad ligner det?!".

Det var dog en
mærkeligt flad,
lille kvinde. Og så
har hun ikke engang
nogen underkrop

Jeg hørte for ikke længe siden i radioen en anekdote om Pablo Picasso, som ganske fundamentalt ændrede mit syn på kunst.

Det var den tidligere rektor på Filmskolen, DR-vært med mere Poul Nesgaard, der diverterede med historien, og jeg har efterfølgende fundet ud af, at den eksisterer i forskellige varianter, hvoraf Poul Nesgaards naturligvis er den bedste.

Altså …

En mand rejser med tog fra Paris til Lyon og sidder i kupéen, da han bliver opmærksom på en anden mand, som han mener må være maleren Picasso. Vor ven forholder sig dog stille, fordi han aldrig har brudt sig om Picassos kunst, som han ikke rigtig synes ligner noget, og så er der jo ingen grund til at indlede en samtale.

Men efter en times tid bryder han dog tavsheden.

– Undskyld, men sig mig, er De ikke Picasso?

Jo, det må Picasso da erkende, at han er.

Og vor ven fortsætter ufortrødent – og unødvendigt, kan man mene:

– Jeg må tilstå, at jeg aldrig har været særlig vild med Deres kunst. Jeg synes ikke rigtig det, De laver, ligner.

– Aha, siger Picasso.

– Kan de måske fremvise noget, der ligner?

Ja, dét kan vor ven i hvert fald, siger han og fremdrager sin portemonnæ, hvori han finder et pasbillede af sin kone, som han rækker til Picasso.

Denne sidder lidt og vender og drejer billedet, inden han returnerer det med ordene:

– Det var dog en mærkeligt flad, lille kvinde. Og så har hun ikke engang nogen underkrop.

Kunstneren forstod til tider at gribe ned i materien, så hans værker kunne virke groteske og surreelle, men sådan en anekdote kan vende hele ens kunstsyn på hovedet, forekommer det mig, og da i hvert fald, hvis man skulle gå rundt og synes, at eksempelvis et maleri skal "ligne" for at give mening.

Og anekdoten ligger naturligvis i tråd med Magrittes nok så berømte maleri, hvor han ganske naturtro havde malet en pibe, idet han dog tog røg på beskueren ved på maleriet at tilføje i skrift, at "Ceci n’est par une pipe", altså "dette er ikke en pibe".

Nej, det var jo netop ikke. En pibe kan man som bekendt ryge på.

Kunst skal gribe ind
bag voksenpanseret
under udførelsen og
sanses og føles med
barnesindet i behold.
Så kan man efterfølgende
skrue analyseapparatet på

Da jeg for ikke længe siden løb ind i direktøren for Bornholms Kunstmuseum, Lars Kærulf Møller, fortalte jeg ham det halve af anekdoten om Picasso. Ikke at jeg ville forholde ham slutningen, men han overtog historien og sluttede den selv, fordi han jo er professionel og selvfølgelig kendte den.

Dernæst fortalte han yderligere en historie om den store kunstner.

En mand siger til Picasso:

– Ærlig talt, de billeder, De maler, kunne mit femårige barnebarn male lige så godt.

Hvortil Picasso svarer:

– Det skal da nok passe. Men kunne De?

Kunst skal gribe ind bag voksenpanseret under udførelsen og sanses og føles med barnesindet i behold. Så kan man efterfølgende skrue analyseapparatet på.

For nylig sad jeg på Kultorvet og skulle have en øl med en gammel bekendt, som stejlede over, at jeg besluttede mig til at bestille en Elefant-øl, som ganske rigtigt er lidt stærkere end en normal.

– Du ender ovre på bænken og falder senere i søvn i rendestenen, sagde han fordomsfuldt med reference til nogle særdeles tørstige gutter et stykke fra vores nydelige cafébord.

Jeg endte dog i god ro og orden på mit hotel, men næste dag kom jeg gående ned ad Istedgade – og der lå en meget træt mand op af en husmur og sov med en formentlig halvfuld dåse Elefant-øl ved sine fødder. Jeg ville tage et billede og sende det til min gamle ven for at fortælle, at så galt gik det mig ikke, men jeg ville dog ikke standse op og gøre et nummer ud af det, så jeg skød billedet i al hast, da jeg passerede den sovende beruser.

Billedet blev, som det kan opleves her. Havde det ikke været for Picasso-anekdoterne, havde jeg formentlig bare slettet det. Nu gik det op for mig, at det er et kunstværk.


For hvad ligner det?

Selv tror jeg, det ligner en af gadens løse fugle, som har brug for en fremstrakt hånd.

Lad os da give ham de 1.000 kroner.

Hvis vi ikke gjorde, ville jeg være nødt til at sige:

– Hvad ligner det!?