Hampplanter. Arkivfoto.

Rønnebo dyrkede hampeplanter i haven

Politiet blev torsdag aften omkring klokken 23 kaldt ud til en adresse i Rønne, fordi naboen var urolig for husspektakler.

Da patruljen nåede frem, var alt roligt, men betjentene kunne i stedet konstatere, at der var tre hampeplanter i haven. De blev konfiskeret, skriver politiet i døgnrapporten.

Musik til gene for naboer 

Klokken 23.04 anmeldte en borger, at der blev festet med høj musik fra en adresse på Borgmester Nielsens Vej i Rønne. En patrulje kørte forbi, men skønnede at støjen var på et acceptabelt niveau.

Bål antændte græsplæne

En 62-årig mand fra Midtbornholm er sigtet for overtrædelse af beredskabsloven, fordi et privat sankthansbål ikke var blevet slukket forsvarligt, og derfor antændte bålet det omkringliggende græs.

Sigtet for overtrædelse af hundeloven

En 41-årig kvinde er sigtet for overtrædelse af hundeloven, da hendes hunde torsdag morgen løb ud på offentlig sti ved kolonihaver i Rønne og bed en anden hund i øret.