Plejepersonale fik håndtryk til håndleddet

HÆDER

Håndtrykket er gået fra at være en integreret del af livet i Danmark til noget, myndighederne advarer imod. Det er blot en af følgerne af den coronaepidemi, som i månedsvis har sat sit præg på hverdagen. Alligevel blev der fredag formiddag givet adskillige håndtryk på Plejecenter Snorrebakken i Rønne.

Sussie Nielsen havde fundet vej fra Smykkeskrinet i gågaden til plejecentret på Snorrebakke Allé. Med sig havde hun små, sorte plastikposer fulde af overraskelser til medarbejderne. I samarbejde med smykkehuset Nordahl Andersen havde hun besluttet at give dem en tak for deres indsats under corona.

– I har hver især ydet en personlig indsats, handlet uselvisk, trodset frygten for selv at blive smittet, ændret arbejdstider, haft længere vagter og sikkert sprunget fridage over. I har stået i vanskelige situationer, truffet svære valg, fundet kræfter og omsorg frem fra nogle depoter, I ikke vidste eksisterede. I er helt almindelige mennesker, som har forvandlet sig til helt ualmindelige helte, sagde hun til de 12 ansatte, som i dagens anledning havde taget opstilling foran hovedindgangen.


En mangelvare

I de sorte poser lå nogle takkearmbånd, som Nordahl Andersen har lanceret, og som Sussie Nielsen havde fået mulighed til at udlevere til nogle, som ifølge hende fortjente et håndtryk i overført betydning.

– Det tog mig kun et par minutter at beslutte, at det gjorde I, sagde Sussie Nielsen, da overrækkelsen var slut.

På armbåndet er der en plade med en illustration af et håndtryk, som ifølge hende skal minde folk om, at der kommer en tid på den anden side, hvor man igen kan være sammen under normale omstændigheder.

– Vi har alle savnet nærheden, den fysiske kontakt ved eksempelvis et kram eller et håndtryk. Det har været en mangelvare, lød det fra Sussie Nielsen.


Fantastisk gestus

Ved selve overrækkelsen modtog 12 medarbejdere deres armbånd. Resten får deres fra en af de sorte poser, når de møder på arbejde igen. Blandt de første modtagere var sygehjælper Mary Jensen, som fortalte, at det har været nogle andeledes måneder for både beboere og personale.

– Det har været svært for vores gamle, at de ikke må komme ud af deres lejlighed, og det er bestemt ikke særlig sjovt. Normalt sidder stort set alle og spiser morgenmad sammen, og alle spiser frokost og aftensmad i vores opholdsstue, men de har måttet indtage deres mad inde på stuerne. Normalt synger vi en sang hver gang til frokost. Det har vi heller ikke kunnet. Men vi har lært at leve med corona. Man lærer at gå ind til de gamle en gang imellem, og de har altså også fået et kram. Så må corona være corona, sagde hun efter at have modtaget et armbånd.

– Det er en stor ære. Jeg synes, det er rørende. Jeg synes, det er en fantastisk gestus, at man bliver anerkendt på den her måde. I og med at vi er offentligt ansatte, så får vi ikke så mange klap på skulderen, men det har vi fået nu i meget stor grad.