Lykke Jørgensen byder på kaffe og chokoladekiks på sin lille terrasse på Plejecenter Snorrebakken i Rønne. Foto: Torben Østergaard Møller

Lykke på plejecentret – i coronaens tid

– Ja, jeg sidder her med min kryds og tværs og ta'r de nemme først, siger Lykke Jørgensen, da vi har sat os i hver sin stol her på hendes lille terrasse på Plejecenter Snorrebakken, Rønne, til en kop kaffe og nogle chokoladekiks.
– Det er godt tidsfordriv, tilføjer hun, som er kommet ganske langt med sit forehavende i ugebladet.
Og tidsfordriv kan man godt bruge i disse coronatider.

– Ja, jeg sidder her med min kryds og tværs og ta’r de nemme først, siger Lykke Jørgensen, da vi har sat os i hver sin stol her på hendes lille terrasse på Plejecenter Snorrebakken, Rønne, til en kop kaffe og nogle chokoladekiks.

– Det er godt tidsfordriv, tilføjer hun, som er kommet ganske langt med sit forehavende i ugebladet.

Og tidsfordriv kan man godt bruge i disse coronatider.

– Jeg læser også en del, og så skal jeg altid høre DR Bornholm om morgenen. Senere på dagen ser jeg gerne en masse fjernsyn, det synes jeg er hyggeligt. Men ind imellem kan man alligevel godt tænke: Nej, det kan ikke være rigtigt det her!

“Det her” refererer til coronasitationen, som jo påvirker også livet på plejehjem og -centre.

– Den ene dag får vi at vide, at vi kun må ha’ to gæster indenfor, den næste kommer de og siger, at vi kun må ha’ én – nu må vi helst ingen ha’ overhovedet, siger hun og sukker.

 

Det er helt åndssvagt det hele for tiden. Nu åbner de svømmehaller og snakker om idrætshaller og så videre. Og så tænker jeg, hvorfor må vi ikke være to her hos mig?

 

Lykke Jørgensen er 86 år og flyttede ind på plejecentret sammen med sin mand, Knud Jørgensen, for fem år siden. Han var ikke helt på toppen, og det var egentlig for hans skyld, de vinkede farvel til deres hus i Rønne, men han gik bort efter et halvt år.

– Og jeg kunne egentlig godt være blevet i huset selv, siger hun.

– Men han ville bestemt ha’, at jeg skulle flytte med, selv om jeg kunne ha’ klaret huset alene. Nu kan jeg godt nok ikke så meget mere, fordi jeg fik en blodprop i september sidste år, hvor jeg blev fløjet til Rigshospitalet. Så det har jeg også prøvet.

Du lader til at være kommet dig fint oven på den?

– Ja, men jeg bliver hurtigere træt.

Lykke Jørgensen.
Beboer på Plejecenter Snorrebakken

Der har været talt om, at der skulle sættes nogle telte op på plejecentrets område, som I kunne bruge, når I får besøg, er det noget, du går og venter på – ville det hjælpe på situationen?

– Nej. Det synes jeg ikke. Så længe, jeg kan komme ud og sidde på min terrasse, er det bedre. Så jeg sukker ikke efter noget telt, siger Lykke, som Bornholms Tidende har talt med, inden teltene i denne uge omsider blev rejst.

Men er her rart at være? Her er andre mennesker, du får mad og der bliver passet på dig?

– Jo, jeg har det da godt her, siger hun.

– Jeg er bestemt ikke utilfreds. Morgenmad og frokost laver jeg gerne selv, og så får jeg varm mad til aften. Her er godt nok kogeplader, men ikke nogen emhætte, så jeg kan ikke li’ at stå og stege mad her.

En vis mulighed for socialt samvær er der selvfølgelig på et plejecenter med mange beboere og personale, men i vore dage er de ældre, der bliver henvist til plejehjem og -centre, ofte blevet så gamle og svækkede, at det sætter en naturlig begrænsning på udfoldelserne.

– Jeg havde ellers en god veninde, som boede lige overfor, og som jeg snakkede godt med, men hun døde desværre, siger Lykke.

– Der er selvfølgelig gudstjenester her, men det gider jeg ikke gå til. Her er også noget gymnastikvæsen, men det er heller ikke rigtig noget for mig.

Det er røvkedeligt

Er der samvær under måltiderne?

– Jamen, men nu under coronaen får vi maden ind til os selv.

Hvordan har du i øvrigt mærket, livet ændrede sig her, da coronaen kom?

– Lige i starten tænker man jo ikke over, at det skal tage så lang tid, inden det er overstået, siger hun.

Og der kom nogle restriktioner i forhold til, hvad I må?

– Ja, og de kom hurtigt. Vi må helst ikke gå ud på gangen. Men jeg har nu alligevel gjort det, da jeg skulle ned i byen og handle med mit barnebarn, som kom og hentede mig. For jeg kan ikke låse min terrassedør udefra, så jeg var nødt til at gå den anden vej.

– Min datter på Frederiksberg besøger mig så ofte, hun kan, og to af mine sønner, som bor tæt på, har også være flinke til at komme herud til mig og tage mig med på tur, understreger Lykke Jørgensen. Foto: Torben Østergaard Møller

Hvordan påvirker det ellers livet her?

– Jamen, det er svært at sige, hvordan det foregår – men det er røvkedeligt, siger Lykke bramfrit.

Får du færre besøg?

– Ja, det gør jeg jo, for de gamle veninder, der er tilbage, de ringer til mig i stedet for at komme forbi. Nogle gange har det også blæst så meget, når vi har prøvet at sidde herude på terrassen, at det har været koldt. Så har vi siddet og halvfrosset, og det er jo heller ikke spor hyggeligt.

Tre sønner og en datter, har Lykke Jørgensen og dertil adskillige børnebørn og et par oldebørn.

– Den ene af mine sønner var forbi forleden, hvor det var dårligt vejr, og da satte vi os altså indenfor, siger hun.

– Der var nu heller ikke nogen, der sagde noget til det, men det skal nok ikke være for ofte.

Og i princippet må I ikke have indendørs besøg?

– Nej. Men jeg tror også, personalet er trætte af det.

 

Jeg kendte for eksempel en, som var så fuld af gigt, at hun sagde, at hun ønskede at slippe. Nu er hun død, men det var altså ikke corona

 

Man kan vel heller ikke klandre personalet for restriktionerne?

– Nej. Jeg ved ikke, hvem jeg skulle klage over, men jeg synes, det er helt åndssvagt det hele for tiden. Nu åbner de svømmehaller og snakker om idrætshaller og så videre. Og så tænker jeg, hvorfor må vi ikke være to her hos mig?

Men forklaringen på det er vel, at ældre mennesker er mere udsatte?

– Jo, men jeg tror såmænd, der er mange her, der tænker “bare vi kunne få lov at slippe”. Jeg tror, mange gerne vil væk, og der er også nogen, der siger det.

Altså, ud fra devicen, at får jeg det, så får jeg det, og det er i orden?

– Ja, og så dør jeg, og det gør ikke så meget. Jeg kendte for eksempel en, som var så fuld af gigt, at hun sagde, at hun ønskede at slippe. Nu er hun død, men det var altså ikke corona.

Hvordan har du det selv med det, er du nervøs?

– Nej … altså jo, hvis man bliver rigtigt syg og får det skidt, det er jo noget dumt noget, men jeg er ikke bange for at dø. Det følger med, jo. Det følger med alderen, men jeg er bange for at blive syg.

Det kan vi sgu da ikke!

Man er vel under alle omstændigheder nødt til at gøre sit bedste fra myndighedernes side for at passe på de gamle?

– Ja, det skal de jo, og det gør personalet da også, siger Lykke.

– Men jeg ville gerne vide lidt mere om, hvad der skal ske.

Det er vel topstyret fra regeringens side. Nu har vi set i Sverige, hvor der har været mange tilfælde på plejehjem, så er det ikke på sin plads, at man siger, at det vil vi så vidt muligt undgå her i landet?

– Jo, det er det vel nok.

 

Et af mine børnebørn har handlet for mig. Men for nylig ringede hun og sagde, at nu kom hun og hentede mig, og så kunne vi tage sammen ned i Kvickly. Og det nød jeg altså!

 

Situationen gør, at du får mindre besøg, men vel også at du selv kommer mindre ud – ned i byen og så videre?

– Ja, for så har et af mine børnebørn handlet for mig. Men for nylig ringede hun og sagde, at nu kom hun og hentede mig, og så kunne vi tage sammen ned i Kvickly. Og det nød jeg altså! Vi satte os også op ovenpå og spiste et stykke mad sammen dernede.

Den slags savner du?

– Ja! Min datter på Frederiksberg besøger mig så ofte, hun kan, og to af mine sønner, som bor tæt på, har også være flinke til at komme herud til mig og tage mig med på tur. Men nu foregår der ingenting. Så siger de, at vi skal sidde to meter fra hinanden i bilen, men det kan vi sgu da ikke!

Så du kommer simpelthen ikke så ofte på tur?

– Nej, og dét kan du tro, jeg har savnet. Bare at køre lidt ud og se sig omkring. Gå en lille tur, sætte sig ind og få en kop kaffe eller spise noget et eller andet sted.

Så i de seneste måneder har du stort set opholdt dig her hele tiden?

– Ja, det har jeg.

Og det er røvkedeligt?

– Ja, det er røvkedeligt. Ikke hele tiden, for jeg kan sagtens beskæftige mig selv. Men ind imellem tænker jeg, nej, det her, det er sørme for surt, haha, ler Lykke.

Hvad kunne dit største ønske være i forhold til situationen?

– Jamen, at det gik væk! Men nu hører vi så det der med, at mink har fået corona, det er da noget forfærdeligt noget. Så tænker man, at det her stopper da aldrig!