Grabben stødte på noget hårdt under Torvet i Aakirkeby: Sig goddag til grundfjeldet

Grabben stødte på noget hårdt under Torvet i Aakirkeby: Sig goddag til grundfjeldet
Brian Carlsen fra SYTE, Flemming Rafn Thomsen fra tegnestuen Tredje Natur og landskabsarkitekt Mugen Adler fra Bornholms Regionskommune samledes i morges på Torvet i Aakirkeby. Foto: Jacob Jepsen
| ABONNENT | 26. JUN 2020 • 16:35
Af:
anette-vestergaard
| ABONNENT
26. JUN 2020 • 16:35
Arkitekt Flemming Rafn Thomsen fik sig noget af en overraskelse, da han fredag morgen mødte op på Torvet i Aakirkeby for at hjælpe entreprenørerne fra Vej og Park med at placere de store granitsten, som skal koble det nye Naturtorv med områdets enestående geologi.

For Vej og Park stødte på noget hårdt, da de forleden var i gang med at frigøre det østlige hjørne af Torvet:

– De har ramt klippegrund, sagde Flemming Rafn Thomsen, der har tegnet planen til det nye Naturtorv i Aakirkeby.

Et kig ned i hullet bekræfter, at arkitekten har ret. Grundfjeldet under Aakirkeby stikker op som en stor, grå knold ikke mere end et par spadestik under brostenene.


– Det viser, at projektet har relevans, siger en begejstret Flemming Rafn Thomsen.

– Naturen er jo allerede helt konkret i jorden under os. Det gør fortællingen 100 gange bedre, end noget vi kunne tegne, lyder det fra den københavnsbaserede arkitekt, der er fløjet ind med morgenflyveren.


Mugen Adler fra Bornholms Regionskommune er også positivt overrasket over at se, at grundfjeldet titter frem lige under overfladen på Torvet i Aakirkeby.


– Det er ægte land art, det her. Det er den historiske og geologiske fortælling, der kommer frem, bare vi graver 60 centimeter ned, siger hun.

Arbejdet med at samle de to stenensembler færdiggøres i dag, og så fortsætter Vej og Park med at etablere muldbede og lægge teglklinker.


Opdagelsen af grundjeldet har dog fået arkitekten fra tegnestuen Tredje Natur til at ændre planerne om at bedække feltet med et muldbed.

– Vi vil prøve at holde klippen synlig – det er jo selve grundstenen i fortællingen, vi har fundet her. Vi har jo netop fokus på naturen i byen, så det her er et fantastisk samlingspunkt.
Torvet i Aakirkebys historie:

Aa Kirke blev opført i sidste halvdel af 1100-tallet . Aakirkeby fik købstadsrettigheder i 1346 og var, med lokalisering af landsting og kirkelig styring, en af Bornholms betydeligste byer. Trods byens lokale storhedstid i middelalderen bidrog krige, pest og brande imidlertid til, at dens udbredelse helt op i 1700-tallet var begrænset til bebyggelse omkring den centrale plads og i mindre udstrækning langs indfaldsvejene. Byen beholdt dette landsbypræg til hen mod slutningen af 1800-tallet.

Landbruget på de frugtbare midtbornholmske jorder blev grundlaget for byens udvikling, og med etableringen af de bornholmske jernbaner, tog byens udvikling for alvor fart. År 1900 åbnede strækningen Rønne-Nexø med Aakirkeby som en central stationsby. Året efter blev strækning fra Aakirkeby til Almindingen åbnet som senere blev videreført til Gudhjem.

I tiden efter Anden Verdenskrig skete uheldige brud på byens struktur og bebyggelse. Blandt andet blev to store gårde ved torvet fjernet, P. Simonsens købmandsgård i 1957 for at give plads til parkering og rutebiler, og familien Dams gård i 1969, da torvet skulle udvide mod øst.

Det eksisterende torv blev anlagt i 1987 for at skabe et samlet midtpunkt i byen uden biler, skilte og busstoppesteder.

Kilde: Lokalplan fra 2008, BRK