DRAB
Er der udelukkende tale om forhastede konklusioner, når personer og organisationer uden bornholmsk tilknytning kobler drabet på en 28-årig bornholmer med afrikanske rødder sammen med George Floyd-sagen og den globale racismedebat? Eller kan de have fat i den rigtige forklaring?
Bornholms Politi afviser at fortælle om, hvilke teorier politiet arbejder med, og hvad de ved ud fra efterforskningen. På Facebook går flere personer, der hævder at kende de involverede personer, i rette med påstanden om et racismemotiv, og Bornholms Tidende har på rygteplan hørt om andre potentielle, ubekræftede motiver, som vi har forholdt politiet, der afviser at kommentere dem.
Med formuleringerne "der er ikke noget, der peger i retning af" mener Bornholms Politi selv, at de strakte sig langt, eftersom politiet egentlig ikke bør udtale sig om potentielle motiver i en sag, hvor grundlovsforhøret er foregået bag lukkede døre.
Fredag formiddag ringede Bornholms Tidende igen til vicepolitiinspektør Henrik Schou, der afviser at fortælle om, hvad politiet opfatter som sandsynlige drabsmotiver:
Der er så meget spekulation og rygtedannelse, at det er i alles interesse, hvis I kunne oplyse mere om de motiver, I må have fundet frem til under grundlovsforhørene. Hvad er det, der holder jer tilbage?
– Der er mange ting i det. For det første efterforskningen. Vi anmodede om lukkede døre i retten for at holde tæt om informationerne, og det vil ikke være godt at misbruge den beslutning.
Hvad mener du med at misbruge en beslutning?
– Vi beder retten om at lukke dørene. Det er vores anmodning, og retten giver os lov til at lukke dørene, fordi det er vigtigt for vores efterforskning. Hvis vi går ud dagen efter og plaprer om motiv og efterforskning, får vi ikke lov til at lukke dørene næste gang.
Søger I stadig efter medgerningsmænd?
– Det kan jeg ikke sige. Jeg må ikke sige noget om efterforskningen. Så snart vi kan, skal vi nok lukke op for det. Vi har i går udtalt, at vi ikke mener, der er racisme involveret i drabet. Men selvfølgelig efterforsker vi det (racisme som motiv, red.), og vi får mange henvendelser om det. Det vil jeg godt bekræfte.
Så I må have noget, der peger i en anden retning. Jeg hører, at I ikke udelukker racisme, men der er noget, der har større interesse motivmæssigt?
– Ja.
Henrik Schou henviser til chefanklager Benthe Pedersen Lund for fremtidige spørgsmål om sagen, og Bornholms Tidende ringede hende op med det samme.
Vi vil gerne vide mere om, hvad I ved om motivet, for der bliver spekuleret så meget.
– Jeg kan kun sige, at det kan vi ikke udtale sig om, fordi der har været et lukket retsmøde, siger Benthe Pedersen Lund.
På den måde sikrer I, at der fortsat vil blive spekuleret ekstremt meget.
– Ja, men det kan jo ikke nytte noget. Jeg kan kun sige, at Henrik udtalte sig i går – og sagde hvad?
Han sagde, at der ikke er noget, der tyder på, at der er et racistisk motiv.
– Og det er den sidste udtalelse, der kommer om det.
Hvad er det for et hensyn, I tager med den beslutning?
– Vi må ikke melde ud om noget, der er sagt på et lukket retsmøde.
Hvorfor valgte I at lukke retsmødet?
– På grundlag af efterforskningen, og – som jeg sagde i retten – at jeg forventede, der ville være modstridende forklaringer.
Hun oplyser, at det ikke var en mistanke om, at flere personer kunne være involveret i drabet, der fik politiet til at anmode om dørlukning. Derimod ville politiet sikre sig, at brødrene ikke kunne koordinere deres forklaringer, ligesom politiet ville holde oplysninger fra efterforskningen for sig selv. De to brødre har derfor heller ikke samme forsvarsadvokat.
Benthe Pedersen Lund forklarer, at hun er bange for, at politiets udtalelser om motiver har været med til at puste til ilden.
– Derfor skulle vi sådan set overhovedet ikke have sagt noget.
Mener du, at hvis I ikke have sagt noget om motiver, så ville der ikke være spekulationer om racisme?
– Ja, det går jeg ud fra.
Det er svært at sige med sikkerhed, men det, mange hæfter sig ved, er informationer fra en af de fængsledes Facebook-side og samtidig den oplysning fra grundlovsforhøret, hvor de selektivt vælger at fokusere på det faktum, at der er et trykket et knæ ned mod hans halsregion. Jeg vil da tro, at spekulationerne havde været endnu stærkere, hvis ikke I havde sagt, at der ikke var noget, der tyder på racisme.
– Og det var også derfor, vi gik ud og sagde det. Og det er det, du skal hæfte dig ved.
Den 28-årige mand blev obduceret torsdag, men politiet kunne fredag formiddag endnu ikke fastslå, hvad der var dødsårsagen.
Det står der i fremstillingsbegæringen
Der sigtes for manddrab efter straffelovens paragraf 237:
"ved den 23. juni i perioden mellem kl. 00.39 og 06.11 ved bål/shelterpladsen i Nordskoven, overfor Haslevej 146, Rønne, efter aftale eller i fælles forståelse at have dræbt [offerets navn] med talrige slag i ansigtet og på kroppen, herunder med flaske og granrafter med brud på venstre underben og muligt kraniebrud til følge, stukket ham med kniv flere steder, brændt ham og trykket et knæ mod hans halsregion med punktformede blødninger i øjnene til følge, hvilket samlet bevirkede, at (offerets navn) afgik ved døden.
Sigtede xxx xxx (lillebror, red.) er anholdt den 23. juni 2020 kl. 13.55 og sigtede xxx xxx (storebror, red.) er anholdt den 23. juni 2020 kl. 15.38.
De to brødre på 23 og 25 år var begge sigtet efter straffelovens paragraf 237, som er den primære drabsparagraf. Den lyder: "§ 237. Den, som dræber en anden, straffes for manddrab med fængsel fra 5 år indtil på livstid."
Ifølge Benthe Pedersen Lund tog dommeren en voldsparagraf i brug, da det blev afgjort, at de to mænd skulle fængsles.
Brødrene er begge varetægtsfængslet frem til 22. juli.