Bornholm kan få op til 30 flygtninge næste år

Bornholm kan få op til 30 flygtninge næste år
| 25. JUN 2020 • 22:35
Af:
jakob-marschner

25. JUN 2020 • 22:35
Bornholm vil modtage op til 30 flygtninge næste år. Højst sandsynligt vil antallet mere præcist blive 24.

Det er en kendsgerning, efter at et flertal i kommunalbestyrelsen torsdag aften godkendte borgmester Winni Grosbølls (S) forslag om, at Bornholm kan overtage flygtninge fra andre kommuner, både næste år og i de kommende år.

Med ideen vil Winni Grosbøll dels sikre arbejdskraft, dels holde gang i kommunens sprogundervisning og integration, der ikke har godt af, at der nogle år kommer mange flygtninge og andre år slet ingen.

Regionskommunen er i øjeblikket i kontakt med kommunerne Rudersdal, Hillerød, Hørsholm og Halsnæs. De fire kommuner står tilsammen til at modtage 24 flygtninge næste år, der nu i stedet kan ende på Bornholm.

Kommunalbestyrelsen besluttede allerede i oktober sidste år, at ”Bornholms Regionskommune aktivt skal arbejde for, at Bornholm fremadrettet modtager 20 flygtninge" frem for de nul, som Udlændingestyrelsen har udset Bornholm til at modtage næste år.

Længere debat igen

Som også tidligere kom det dog ikke så vidt, uden at kommunalbestyrelsen havde diskuteret sagen ret indgående. Dansk Folkeparti og Bornholmerlisten var imod.

– For os handler det hovedsagligt om økonomi. Men samtidig ved man jo også, at nogle grupper af udlændinge er lettere at integrere end andre, sagde René Danielsson (DF).

– Vi har en forpligtelse til at hjælpe mennesker på flugt, og vi er jo faktisk en af de bedste kommuner til at integrere flygtninge på arbejdsmarkedet. Vi kunne faktisk også godt godkende et antal, der var højere end de 30, sagde modsat Morten Riis (EL).

– Det her handler ikke om, at vi har en forpligtelse. De her mennesker har allerede fået ophold i Danmark. Det handler om, hvorvidt vi skal påtage os den økonomiske byrde, der er forbundet med at tage flygtninge, svarede René Danielsson.

– Hvis vi kigger på, hvor mange der faktisk bliver boende her, efter at vi har postet kommunale kroner i dem, så ved vi det faktisk ikke, for vi måler ikke på det, sagde han også.