Ventetiden er ovre: Besøgstelte skyder op ved plejecentre

Ventetiden er ovre: Besøgstelte skyder op ved plejecentre
Onsdag morgen skete det, som mange har set frem til med både forventning og utålmodighed. De første besøgstelte skød op ved Plejecenter Snorrebakken i Rønne. Foto: Berit Hvassum
| ABONNENT | 24. JUN 2020 • 11:57
Af:
henrik-nielsen
| ABONNENT
24. JUN 2020 • 11:57
ÆLDRE

Onsdag morgen skete det, som mange har set frem til med både forventning og utålmodighed. De første besøgstelte skød op ved Plejecenter Snorrebakken i Rønne, og dermed får beboere og pårørende bedre mulighed for at se hinanden, selvom coronavirussen stadig sætter grænser for, hvordan og hvor tæt de kan være sammen.

Ved syvtiden begyndte arbejdet, og sidst på formiddagen manglede der stadig at blive båret de nødvendige møbler ud i de fire telte, som er stillet op ved Plejecenter Snorrebakkens afdelinger i både det grå og de farvede huse.

– Der skal trækkes nogle ledninger, fordi der skal være nogle varmekanoner. Vi forventer, at vi i løbet af i dag får båret møblerne derud, så vi er klar til, at de kan bruges, og man kan komme derud at sidde, fortæller Jeanette Egeskjold, som er teamleder på Afdeling CD.


Muligt at bestille

Både Bornholms Ældreråd, pårørende og beboere har efterlyst besøgsteltene, da det har været svært for familiemedlemmer at se hinanden på grund af coronarestriktioner. På plejecenter Snorrebakken synes teamlederen dog, at forholdene har gjort det muligt at bevare kontakten mellem beboere og pårørende.

– Vi har i forvejen to pavilloner, som vi har brugt i hele forløbet. Dem har man haft mulighed for at booke sig ind, og det har været, så man kan spritte af og de ting, der skal være, siger Jeanette Egeskjold og forklarer, at plejecentret vil bruge samme model til teltene.

Derudover er der terrasser med lidt overdækning og læ til hver enkelt bolig.

– Det har de også brugt rigtig meget, og i de tilfælde, hvor det har været dårligt vejr, har vi åbent vinduerne, så beboerne har siddet indenfor med et lille tæppe og de pårørende udenfor, siger teamlederen, som synes, at Plejecenter Snorrebakken er meget privilegeret på det punkt.

– Selvfølgelig har pårørende gerne villet ind og kramme og de her ting, for man savner jo sine forældre, eller hvem man har boende, men jeg synes, vi har haft nogle rigtig gode vilkår for, at vi har kunnet gøre det bedst muligt, lyder det fra Jeanette Egeskjold.