To mænd i 20'erne sigtes for drab i Nordskoven

To mænd i 20'erne sigtes for drab i Nordskoven
Store dele af Nordskoven var tirsdag spærret af efter fundet af den 28-årige døde mand. Foto: Jakob Nørmark
| 24. JUN 2020 • 09:02
Mads Westermann
Journalist

24. JUN 2020 • 09:02
Jakob Nørmark
Journalist
POLITI

De to personer, som politiet tirsdag eftermiddag anholdt i forbindelse med, at en 28-årig mand ovrefra blev fundet død i en bålhytte i Nordskoven ved Blykobbe, bliver senere i dag fremstillet i grundlovsforhør i retten i Rønne.

Der er tale om to mænd på henholdsvis 23 og 25 år, som er bosiddende på Bornholm, og som politiet sigter for drab på det 28-årige offer.

Ifølge en pressemeddelelse fra Bornholms Politi er det resultatet af tekniske undersøgelser og den øvrige efterforskning, som tilsammen gør, at politiet mener, at de to står bag den 28-årige mands død.

Om de to anholdte er de eneste involverede i det formodede drab på den 28-årige mand vil Bornholms Politi ikke at udtale sig om. Men noget tyder på, at politiet har en formodning om, at der kan være flere involverede i drabet. Således oplyser chefanklager ved Bornholms Politi, Benthe Pedersen Lund, til Bornholms Tidende, at hun af hensyn til efterforskningen vil begære lukkede døre til grundlovsforhøret.


Ikke shelterplads

Politiet beskrev tirsdag stedet, hvor den 28-årige mand blev fundet død, som en shelterplads, men retteligt er der tale om en bålplads, hvor man ikke bør overnatte.

Da Bornholms Tidende tirsdag aften lagde vejen forbi Nordskoven, er undersøgelserne omkring bålhytten i fuld gang. En halv snes politifolk er til stede. Blandt dem er mindst et par kriminaltekniske eksperter og tre hundepatruljer.

Det er et stort areal, der er spærret af med de rød- og hvidstribede bånd, og ind mod Rønne er afspærringen forlænget langs en af stierne.

Flere tekniske specialister er kaldt til Bornholm. En af teknikerne i blå heldragt går rundt med et stativ inde i bålhytten og fotograferer, mens en politihund søger efter spor i udkanten af afspærringen nær grusvejen.

Lige uden for bålhytten har politiet stukket en masse små gule markeringer i den bløde jord. Det kan være disse spor, der onsdag morgen kort før klokken ni fik Bornholms Politi til at udlede, at manden ser ud til at være dræbt.

Lidt nærmere byen, et par hundrede meter fra Villa Nova, har politiet undersøgt et separat område, der også er spærret af. I midten står en præsenning og to telte, det ene er faldet sammen. Klokken 19.45 overværer Bornholms Tidende en betjent fjerne afspærringsbåndene omkring teltene, da dette område ikke havde noget med drabssagen at gøre.

Onsdag morgen ophævede politiet afspærringen omkring bålhytten.