DAT-direktør: Forslag om støtte til flyruter kan hjælpe Bornholm

DAT-direktør: Forslag om støtte til flyruter kan hjælpe Bornholm
DAT. Pressefoto
| ABONNENT | 24. JUN 2020 • 17:35
Af:
torben-oestergaard-moeller
| ABONNENT
24. JUN 2020 • 17:35
Onsdag morgen læste direktør i DAT Jesper Rungholm, som blandt andet beflyver Bornholm, at regeringen foreslår at støtte indenrigsflyvningen med 80 millioner kroner, oplyser han til Bornholms Tidende.

Ritzau har således refereret lækkede papirer fra forhandlingerne, hvor regeringen har præsenteret sit ønske. Nyhedsbureauet oplyser også, at en politisk aftale om støtten, som ifølge forslaget skal gælde i tre måneder, ventes inden længe, idet transportminister Benny Engelbrecht (S) gerne vil have en aftale på plads, inden lovgivningsarbejdet sættes på pause over sommeren.

Jesper Rungholm ved her onsdag formiddag ikke meget mere om intentionerne.

– Men 80 millioner kroner lyder ikke som et beløb, der er helt skævt, siger han dog.

– Det kan godt lyde som noget, der kan bidrage til at løbe indenrigsflyvningen i gang. Men det afhænger selvfølgelig af, hvor mange ruter, pengene skal fordeles på, hvordan de skal fordeles og så videre. Altså, bliver der tale om et tilskud pr. afgang eller pr. passager for eksempel. Indtil der kommer noget mere konkret ud, er 80 millioner kroner et lidt abstrakt beløb.

Ikke desto mindre er flyselskabsdirektørens umiddelbare reaktion altså positiv.

– Og jeg er overbevist om, at bornholmerne vil få glæde af det, for jeg ved, at der er fokus på, at specielt Bornholm skal understøttes, siger han.

– Lige nu døjer vi med, at vi meget gerne skulle op på fem daglige afgange, men det kniber lidt med at få helt nok passagerer nok til det. I sådan en situation kan forslaget muligvis blive hjælpsomt.

Direktøren påpeger, at når det overhovedet er lykkedes at holde flyruten til og fra Bornholm i gang under coronakrisen, så skyldes det ene og alene, at Region Hovedstaden i slutningen af marts gik ind med økonomisk støtte til den.

– Uden den støtte havde der ingen flyvninger været, og vi må i det hele taget se i øjnene, at der går nogle måneder, inden vi får det her normaliseret, siger Jesper Rungholm.

Støtten fra regionen stoppede den 22. juni.

Fem afgange

I DATs nye fartplan, som er på vej, indgår der fem daglige afgange til og fra Bornholm, fortæller han.

– Det skulle vi meget gerne nå op på, og det vil de 80 millioner kroner, der nu er på tale, kunne understøtte, siger flyselskabsdirektøren.

Ifølge Ritzau har regeringens tre støttepartier stillet krav om, at en genstart af luftfarten skal være grøn. For SF er det vigtigere at få grønne krav igennem frem for yderligere millioner til at understøtte luftfarten.

Regeringen har derfor ifølge de papirer, Ritzau har haft adgang til, foreløbig foreslået en pulje til klimatiltag på 15 millioner kroner, men SF vil hellere holde branchen op på egne forslag.

– For os er det utrolig vigtigt, at der stilles grønne krav. Vi har haft en coronakrise, men vi har stadig en klimakrise, vi skal håndtere, siger transportordfører Anne Valentina Berthelsen (SF) til nyhedsbureauet.

Luftfarten vurderer selv, at en reduktion af CO2-udledningen på 100 procent på indenrigsflyvning er mulig i 2030. Men det vil "forudsætte særskilte løsninger i forhold til tankning og iblanding", påpeger branchen ifølge Ritzau.
Indenrigsruter:

Ifølge Jesper Rungholm bliver der fløjet til og fra følgende lufthavne i Danmark, idet de fleste ruter har udgangspunkt i København:

Aalborg, Aarhus, Midtjylland (Karup), Billund, Sønderborg og Bornholm.

– Der er også vandflyruten mellem Aarhus og København, siger han.

– Og endelig er der en lille rute fra Roskilde til Anholt og Læsø.