Hvad kan Favrskov, som Bornholm absolut ikke kan?

Hvad kan Favrskov, som Bornholm absolut ikke kan?
Dansk Byggeri udpeger især et sted, hvor Bornholm skal oppe sig: Byggetilladelser. Arkivfoto: Berit Hvassum
| ABONNENT | 23. JUN 2020 • 14:02
Af:
oejvind-hesselager
| ABONNENT
23. JUN 2020 • 14:02
LEDER

Hvert år laver Dansk Byggeri en analyse af, hvor erhvervsvenlige danske kommuner fremstår. På den seneste liste er Bornholms Regionskommune nummer 71 ud af de 98 kommuner, hvilket trods alt er en forbedring fra sidste års placering som nummer 84 og næsten sjok.

En forbedring, men ikke imponerende.

Til gengæld imponerer Favrskov, som i år er nummer et. Her er tale om en kommune, der over fem år systematisk har forbedret sig. I 2016 var den nummer 20 og sidste år nummer seks.

Dansk Byggeri laver analysen ved at vurdere kommunen ud fra 22 forskellige parametre, lige fra skatter til afgifter på sagsbehandling. Det skal understreges, at målingen ikke siger noget generelt om kommunen. Det kan for eksempel være, Favrskov er dårlige til ældrepleje eller børn og unge.

 
Det er grotesk, at man bare lader hånt om indgåede aftaler

 

Hvorfor halter Bornholm så langt bagefter, når det handler om at servicere erhvervslivet? Det er et vigtigt spørgsmål, for erhvervslivet er med til at finansiere kommunen gennem skatter, ligesom det står for vigtige arbejdspladser.

Dansk Byggeri udpeger især et sted, hvor Bornholm skal oppe sig: Byggetilladelser.

– For eksempel ligger ventetiden på at få sagsbehandlet en byggetilladelse i gennemsnit på næsten to måneder. Det er urimelig lang tid, og jeg håber, at der snart bliver gjort noget ved det problem, siger formand for Dansk Byggeri Bornholm, Jens Koefoed, om Bornholm.

Hvor tre af landets kommuner klarer sagsbehandling på byggesager på under 14 dage, ligger Bornholm på 50-69 dage. Det må kunne gøres meget bedre. I går kunne avisen lovprise, at Bornholm er udpeget som en af verdens første energiøer. Det ville spille rigtigt fint, hvis Bornholm var lige så ambitiøs, når det handler om byggetilladelser. Tingene hænger jo sammen.

Favrskov har helt konkret halveret sagsbehandlingen på byggesager siden 2018. Det er resultatet af en dialog, som Bornholm kan lære meget af.

– Vi har arbejdet hårdt på at nedbringe vores sagsbehandlingstider på byggesager, fordi erhvervslivet har fortalt os, at det er vigtigt for dem. Vi har en stærk dialog med virksomhederne, og vi lytter intenst, siger Nils Borring, borgmester i Favrskov.

For nylig kunne Bornholms Tidende fortælle, at Bornholms Regionskommune tilmed ikke overholder en fem år gammel aftale med regeringen om den maksimale ventetid på byggesager. For eksempel må det maksimalt tage 50 dage at få en byggetilladelse til industri- og lagerbygninger. Kommunen bruger i gennemsnit 78 dage.

Det er grotesk, at man bare lader hånt om indgåede aftaler.

Det vil angiveligt kræve tre yderligt ansatte at få administreret de mange sager, der skyldes øget aktivitet inden for byggeriet.

Hvis det er løsningen, må pengene findes.

En afdeling, der hele tiden er bagud, generer ikke kun borgere og erhvervsliv. Den skaber også dårligt arbejdsmiljø og risiko for personaleflugt og måske sygdom.

Det ved kommunen af egen erfaring fra andre afdelinger. Det er dyrt at spare.