Aakirkeby får et nyt mad- og musiksted

Aakirkeby får et nyt mad- og musiksted
Buddha Bar har overtaget Blomstercaféen på Torvet i Aakirkeby. Foto: Berit Hvassum
| ABONNENT | 23. JUN 2020 • 14:42
Af:
anette-vestergaard
| ABONNENT
23. JUN 2020 • 14:42
SERVICE

Lørdag den 11. juli får Aakirkeby et nyt mad- og musiksted på Torvet.

Det er Michael og Ann Dipo der har overtaget Blomstercaféens lokaler i det gamle posthus, og nu skal hele stueetagen med tilhørende udeservering danne rammen om den nye Buddha Bar.

– Vi flytter fra Storegade til Torvet, og så bliver der mulighed for at spise mad fra vores Thai Take Away på den anden side af Torvet. Og der vil også blive mulighed for at drikke en kop kaffe med et stykke kage til, fortæller Ann Dipo.

Bevilling og lamper på plads

De seneste seks uger har håndværkerne arbejdet på højtryk for at få den nye bar og restaurant klar til åbning. Og nu er de ved at være i mål, fortæller Ann Dipo.

– Lamperne kom op i går, siger den flittige restauratør, der sidste år åbnede Take Away-køkken på Torvet. Ta Yay er blevet en stormende succés, og da Blomstercaféen lukkede i oktober sidste år, passede det som fod i hose med Michael og Anns drøm om at finde nye lokaler til Buddha Bar.

Indrettes med gamle møbler

I dag (mandag, red.) er Ann Dipo ekstra glad:

– Jeg har lige fået min bevilling i dag, så jeg er simpelthen så glad. Alt er faldet på plads, siger hun, og fortæller at den nye Buddha Bar vil have længe åbent fredag og lørdag hele året.

– Vi har åbent fra søndag til torsdag fra 10.00 til 22.00, men fredag og lørdag lukker vi først klokken 02.00. Og ja, der bliver både musik og dans, siger hun.

Og indretningen? Den får vi først at se om et par uger, siger Ann Dipo. Men hun kan slet ikke skjule sin glæde:

– Jeg har knoklet til klokken 24 hver dag i to måneder og har været rundt og købe gamle møbler. Jeg er så glad. Det bliver simpelthen så flot.