Teater til folket – om det folkelige oprør mod den svenske besættelse i 1658

Teater til folket – om det folkelige oprør  mod den svenske besættelse i 1658
Thomas Thors ved stenen i Storegade, Rønne, som er nedlagt, hvor den forhadte svenske kommandant Johan Prinzenskjold angiveligt blev skudt ned. Arkivfoto: Jens-Erik Larsen
| 21. JUN 2020 • 07:35
Af:
torben-oestergaard-moeller

21. JUN 2020 • 07:35
Da Bornholms Teater tilbage i april måtte udskyde sommerens store forestilling "Fisk" til næste år, meddelte teaterchef Jens Svane Boutrup, at teatret ville finde på noget andet som erstatning.

Og nu er dette andet blevet konkretiseret i form af forestillingen "1658 – Balladen om Bornholms befrielse", som handler om opstanden imod svenskernes annektering af Bornholm som følge af Roskildefreden, oplyser teatrets pr-medarbejder, Kim Caspersen, i en pressemeddelelse.

Der er dermed igen lagt op til en rigtig bornholmerforestilling, som er blevet teatrets foretrukne genre de senere år.

Som et helt nyt tiltag vil forestillingen rykke ud af teatersalen og blive spillet på ladet af en lastbil, som gør holdt på ni forskellige lokaliteter rundt omkring på Bornholm.

Og så bliver den i øvrigt helt gratis at komme med til.

Teaterchef Jens Svane Boutrup forklarer i pressemeddelelsen:

– Vi følte os nødsaget til at udskyde "Fisk" på grund af covid-19, men vi ville ikke gå igennem en sæson uden en sommerforestilling. Så hvis publikum ikke må komme til os – hvilket på daværende tidspunkt var meget usikkert – så må vi jo komme ud til bornholmerne! Vi har, med god støtte fra lokale fonde, valgt at gøre det gratis som en slags teaterplaster oven på den lange trælse periode, som vi alle har været igennem.

Selve historien handler om 1658, hvor svenskerne havde erobret øen, og den svenske kommandant Johan Prinzenskjold havde sat sig magtfuldt til rette på Bornholms hovedborg, Hammershus. Herfra regerede han nu de uregerlige øboer og tog fat på at gøre dem svenske.

Heltene

Men øboerne ville det anderledes. Med tre lokale stridsmænd, og senere helte, i spidsen, blev kommandanten styrtet, og Bornholm givet tilbage til den danske Kong Frederik. Dramatiske begivenheder, som fik afgørende betydning for Bornholm og bornholmerne, der ellers ville have undergået samme kranke skæbne som Skåne, Halland og Blekinge.

Tænk engang: Svenskjävla! – noteres det i pressemeddelelsen med reference til Ernst-Hugo Järegårds overlæge Stig Helmer i tv-serien "Riget", som fra toppen af Rigshospitalet raser mod svenskerne.

Historien om bornholmernes oprør fortælles som en livlig varieté-inspireret koncert – eller en musical-inspireret kabaret måske – med country & western-hits som det musikalske omdrejningspunkt. Seks lystige skuespillere og musikere indtager ladet på en teaterlastvogn, og forvandler den til en turnerende scene, der kommer rundt til ni forskellige spillesteder på Bornholm.

Ude i den fri natur, med højt til loftet og fuglesang som kor.

– Det bliver helt herligt, aldeles fortryllende og garanteret muntert, lover teatret.

Spilleperioden er den 19. august til den 12. september. Der startes i Rønne og sluttes af i Gudhjem. Ind imellem vil der blive spillet i Nexø, Allinge, Aakirkeby, Dueodde, Hasle, Klemensker og Svaneke.

Derudover vil der blive arrangeret skoleforestillinger i dagtimerne på udvalgte steder. Den præcise spilleplan offentliggøres senere.