Sognepræst Pernille Bolø elsker, når folk selv digter videre på Bibelens historier. På den måde er man i dialog med de gamle tekster – man investerer sig selv i dem. Da hun som pige voksede op i Grønland, fik hun fortalt mange “bibelhistorier” af en gammel dame, hun og søsteren kaldte Aannaqqi, “oldemor.” Aannaqqi fik i stor stil Jesus og Bibelens fortællinger til at passe ind i sit grønlandske liv – så meget, at hun insisterede på, at der blev skudt isbjørne i Bibelen. Arkivfoto: Allan Rieck

Grønlandsk “oldemor” opdragede Pernille med røverhistorier om Jesus

TRO OG EKSISTENS

Pernille Bolø, der er sognepræst i Ibsker, Svaneke, Bodilsker og på Christiansø, er vokset op i et kristent hjem i Grønland. Hendes og søsterens barnepige, som de kaldte Aannaqqi, “oldemor”, var også kristen. Men på sin helt egen måde.

Aannaqqi fandt selv på “bibelhistorier”, der passede ind i hendes verden. Selv de mest bibelkyndige vil nok have svært ved at finde de steder i Bibelen, hvor der bliver skudt isbjørne. Men Aannaqqi insisterede på, at jo, der var isbjørn. Og hvis Pernille og hendes søster rendte af sted i fjeldet, så “oldemor” ikke kunne holde dem sikre, vankede der en frygtelig “bibelhistorie”, når de kom tilbage.

– Historien om Jesus, der blev sur på den gamle dame. Den har hun fortalt mange gange. Hun havde ansvaret for at passe os, og vi kunne finde på at spurte væk uden at skænke det en tanke. Så havde Aannaqqi den her frygtelige historie fra Bibelen om en gammel dame fra Kanaa, som skulle passe nogle børn. En opgave, hun havde fået af Jesus. Men hun holdt ikke ordentligt øje med børnene, så de døde alle sammen. De blev ædt af hunde og faldt i brønde. Da Jesus kom tilbage, blev han rasende, og hun brød i brand på en eller anden måde.

– Så sagde hun, at man måtte håbe, at Jesus ikke kom tilbage, nu hvor vi havde opført os, som vi gjorde, fordi hun ville meget nødigt brænde. Det fik os til at vurdere, hvad vi kunne tillade os at gøre. Kunne vi gå om bag dueslaget? Man ville jo nødig komme tilbage og finde en askebunke, fordi Jesus havde været forbi, fortæller Pernille Bolø, der i dag mener, at Aannaqqi faktisk havde et sundt forhold til Bibelen.

Ville snakke om historien på universitetet

Udover historien om Jesus og den gamle dame, skræmte Aannaqqi også pigerne med andre røverhistorier. Hun sagde blandt andet, at månen ville æde dem. Da Pernille Bolø blev ældre, kunne hun se, at ikke alt hvad Aannaqqi havde fortalt, var helt rigtigt.

– Og jeg tænkte tit, at jeg ville finde historien om Jesus og den gamle dame i Bibelen, fordi det kunne være, at hun havde overdrevet. Jeg fik det bare ikke gjort, fortæller Pernille Bolø.

 

Så sad man en dag på teologistudiet og stillede idiotiske spørgsmål til historien. Og så viste det sig, at Jesus ikke dræbte nogen gamle damer

 

Da Pernille blev ældre, flyttede hun til Danmark for at studere, og det var først på teologi-studiet på Københavns Universitet, hun opdagede, at Aannaqqi ikke bare havde smurt lidt tykt på.

– Så sad man en dag på teologistudiet og stillede idiotiske spørgsmål til historien. Og så viste det sig, at Jesus ikke dræbte nogen gamle damer, fortæller Pernille Bolø.

Digtning skaber en relation til Bibelen

I dag er hun præst, og hun synes, det er dejligt, når folk – som Aannaqqi – digter videre på Bibelen. Det betyder nemlig, at de tager den og alvorligt.

– Jeg tænker på det som en situation, hvor du responderer. Teksten siger dig noget, og du svarer: “Ja, her kunne der også godt være en abe med”. Og: “Nej, det her tror jeg ikke fandt sted sådan der. Jeg tror mere, det var sådan her.” Jeg har prøvet at overbevise Bibelselskabet om, at de skal udgive bøger, hvor man kan tegne og male ved siden af teksten. Jeg kan enormt godt lide, at man giver mulighed for, at du kan digte din egen historie på.

– Jeg tror på, at det handler om at være i en relation til Bibelen. Så længe du snakker, digter, finder på og forholder dig, så er du i dialog med teksten og de tanker, der er i den. Så tager du den alvorligt. Det er det samme, når du skændes med nogen. Uanset, at I skændes, er I stadig i relation. Dem, vi er absolut ligeglade med, vil vi slet ikke snakke med. Dem bruger vi ikke energi på, siger Pernille Bolø.

Vi kan ikke helt forstå Jesus’ tid

At digte på Bibelens historier gør vi alle, uanset om vi vil det eller ej. Ligesom Aannaqqi vil vi altid i et eller andet omfang forstå historierne ud fra den verden, vi lever i, i dag. Pernille Bolø nævner juleevangeliet som et eksempel på, at vi dybest set ikke har nogen forudsætninger for at forstå hele den virkelighed, Bibelen fortæller om.

– Det er absurd, at vi hvert år til jul synger om hyrder og marken. Ingen af os aner noget om marker og hyrder fra den tid. Vi sidder på en knold på den nordlige del af jordkloden omgivet af is og sne, og synger om en stald i Betlehem. Hvordan skulle vi vide, hvad det er for noget?, siger Pernille Bolø.

 

Man må dreje det ind i sine egne sfærer og få det til at give mening i ens eget liv

 

Det er imidlertid ikke dårligt. Når vi investerer vores fantasi i fortællingen, betyder det, at vi tager Bibelen til os.

– Man må dreje det ind i sine egne sfærer og få det til at give mening i ens eget liv. Jeg mener, at mange mennesker afholder sig fra at læse i Bibelen, fordi de tror, at de skal noget bestemt med den. Men de samme mennesker kan læse en ældgammel indiansk tekst om bøfler som stor visdom. De kunne også forholde sig til Bibelens historier. Mange har haft en mening om dem igennem tiden – men hvad synes du?, siger Pernille Bolø.

Også indsigt for ikke-troende

Præsten mener, at der er meget indsigt at finde i Bibelen, uanset, om man er et kristent mennesker eller ej. Hun mener, at der både er vrøvl og guldkorn, men at man må investere sig selv for at finde det gyldne.

– Hvad enten du tror på Gud, eller du ikke tror på Gud, så er de her historier kommet til os fra en urtid, hvor folk har levet og gjort sig tanker, vi også kan forstå i dag. Nogen har været utro. Nogen har stjålet. Nogen har været gavmilde. Og uanset om det omhandler Gud eller ej, så er det da værd at snakke om.

 

Historien kan også sætte tanker i gang: Tænk, hvis et forhold, du troede, du havde lagt i graven, pludselig på mirakuløs vis kunne leve op igen?

 

– Tag for eksempel det, Bibelen fortæller skete påskemorgen. Det er meget teologisk at sige, at det handler om, at Gud sendte sin søn til Jorden, og rejste ham for at give håb. Men historien kan også sætte tanker i gang: Tænk, hvis et forhold, du troede, du havde lagt i graven, pludselig på mirakuløs vis kunne leve op igen? Der behøver man ikke nødvendigvis have en Gud blandet ind for at forstå, at det er et håbefuldt budskab, siger Pernille Bolø.

Hun ser Bibelen som visdom, der er akkumuleret igennem flere tusinde år. Som fra en kasse med arvestykker fra en oldeforælder, må man tage de ting, der giver mening for en. Og man må male dem, hvis man vil. Som Aannaqqi gjorde – med den helt store pensel. Og det sker der intet ved, mener Pernille Bolø.

– Jeg ved, at det lyder barnetrosagtigt af mig. Men bare rolig: Du kan ikke ødelægge universet. Du kan ikke ødelægge Gud, siger Pernille Bolø.

 

 

Ny brevkasse vender læsernes problemer

Bornholms Tidende lancerer nu en brevkasse, hvor du kan stille spørgsmål om etiske og eksistentielle problemer, du møder i din hverdag. Du vil få svar fra lokalt forankrede mennesker, der til daglig arbejder med eksistentielle og etiske problematikker. De vil også kunne forholde sig til problemer og dilemmaer, der udspringer af, at du har din hverdag og dit liv på Bornholm.

Går du og tumler med et problem, hvor følelser eller principper er på spil – store som små – kan du via brevkassen få andre menneskers perspektiver på det. Muligvis tumler dine naboer med lignende tanker, og så kan dit spørgsmål og svarene måske også hjælpe dem i deres liv.

Du kan være anonym, hvis du ønsker det.

Send dit spørgsmål til email-adressen: [email protected]